Jeg kastede til sidst op næsten dagligt, glemte en masse ting, rystede ukontrollerbart, var svimmel og sensitiv over for lyd og havde mave- og nakkesmerter. Jeg følte mig som en zombie, som jeg var halvt vågen, halvt sov hele tiden – som at gå rundt i en klokke uden rigtig at være til stede.
Jeg var begyndt i den pågældende virksomhed i en dansk lufthavn et år forinden. Der var en klar oplæringsplan og retningslinjer for, hvor længe man skulle være i hver afdeling, inden man rykkede videre. Fordi jeg havde arbejdet i et vikarbureau inden, hvor jeg også havde haft vagter i virksomheden, blev jeg kørt igennem introkurset på rekordtid. Det samme gjaldt den øvrige oplæring. Jeg fik arbejdsopgaver og ansvar, som jeg slet ikke havde de nødvendige kompetencer eller erfaring til at udføre.
Normalt blev man tidligst sendt ud som gateagent et år efter sin tiltrædelse, men jeg blev kastet ud i det allerede få måneder efter, jeg var startet. Det var endda i den travleste periode i sommerferien. På en af mine første vagter alene blev jeg sendt alene ud som gateagent til et fly, der var blevet downsizet – det betyder, at der var blevet sat et mindre fly ind end oprindeligt planlagt. Det vil sige, at ingen sad ved siden af dem, de havde booket deres billet sammen med, og rigtig mange skulle flyttes rundt. Jeg havde aldrig prøvet sådan en omfattende situation før, og så ovenikøbet skulle håndtere det under et kæmpe tidspres. Passagererne var rasende, der blev skyndet på mig og råbt ad mig alle steder fra, fordi flyet jo skulle afsted til tiden for at undgå en kæmpe bøde.
Dårlig ledelse er dyrt og dumt
Da flyet endelig trillede afsted, brød jeg helt sammen. Der var ingen fra ledelsen, der kiggede indad og erkendte, at jeg aldrig skulle have stået med den opgave i første omgang. Jeg turde ikke tage hjem, selv om det var det, jeg havde brug for, da jeg frygtede for konsekvenserne, så jeg gjorde min vagt færdig.
Jeg har også oplevet at blive overfuset og udskammet af en supporter, som mente, at jeg var skyld i en flyforsinkelse, fordi han mente, jeg havde tjekket et kæledyr for sent ind. Jeg blev ringet op senere samme dag af en mellemleder, der sagde, at jeg ikke havde gjort noget galt og havde fulgt proceduren, som jeg skulle. Jeg havde altså intet gjort galt, men jeg fik aldrig en undskyldning af den pågældende.
Den hårde tone fra ledelsen - og denne her management by fear-ledelse - og det her med at få pålagt opgaver, man ikke var kvalificeret til, var en generel ting under hele min ansættelse. Og det gjaldt ikke kun mig. Det lagde et enormt pres på os, samtidig med at vi ofte løb rundt fra fly til fly for at nå det hele. Derudover havde vi vagtplaner med meget skiftende arbejdstider. Den ene dag kunne du møde kl. 4 og den næste have fri kl. 23.30 ifølge vagtskemaet, men du vidste reelt aldrig, hvornår du havde fri, da flyene kunne blive forsinkede. Efter knap halvandet år kunne jeg godt se, at mine stresssymptomer til sidst var så voldsomme, at jeg var nødt til at gøre noget.
Sygemeldt
Min læge anbefalede mig, at jeg skulle sygemelde mig med det samme. Men jeg ville ikke bare ringe og melde mig syg, så jeg tog på arbejde og ville så der tale med min leder. Min egen personaleleder var der ikke den dag, så jeg tog i stedet fat i en anden mellemleder. Vi aftalte, at jeg skulle sygemelde mig fra dagen efter og tage mig den tid, jeg havde brug for, og så skulle han nok klare alt det formelle med HR osv.
Efter 3 uger havde jeg det bedre, og jeg kontaktede min personaleleder for at tale om en plan for en stille opstart. Der blev sat et møde op med mig, hende og vores HR-chef, som skulle være ”en dialog omkring plan for opstart”. Men det var det slet ikke - jeg følte, jeg blev sat i en fælde.
Da det trykkede i mit bryst, lyttede min chef ikke. Så kom angsten
En kollega havde forud for mødet anbefalet mig at tage min tillidsrepræsentant eller en anden bisidder med. Selv om jeg ikke først selv havde tænkt, at det var nødvendigt, er jeg meget glad for, at jeg gjorde det. Fra det øjeblik det møde startede med HR-chefen, som jeg i øvrigt aldrig havde mødt før, følte jeg mig trængt op i en krog. Både bogstaveligt- jeg var placeret i et hjørne i et lille lokale med en chef på hver side af mig - og i overført betydning. Jeg fik kastet alverdens påstande i hovedet om, at jeg ikke udførte mit arbejde ordentligt. Den kritik har jeg aldrig fået før. Jeg fik at vide, at hvis jeg fortsatte min sygemelding, eller hvis jeg kom tilbage på arbejde og meldte mig syg igen, er de nødt til at ”stoppe samarbejdet”. De to ord gentog han rigtig mange gange. Under mødet bakkede min personaleleder mig overhovedet ikke op. Tværtimod, de få gange hun åbnede munden, stillede hun mig blot i et endnu dårligere lys.
Jeg gik fra at være vellidt til uduelig i min chefs øjne på et øjeblik
Min tillidsrepræsentant tog mig efterfølgende med ind i et andet rum, hvor jeg brød fuldstændig sammen. Begge chefer gik på juleferie umiddelbart efter mødet. Det blev aftalt, at jeg skulle fortsætte min sygemelding til 1. januar, og at jeg så herefter skulle starte op på præcis samme vilkår som før. Jeg turde ikke stille krav til mine arbejdsvilkår, da jeg frygtede for konsekvenserne efter bl.a. lige at være blevet kaldt ”svag”.
Da jeg kom tilbage, tog personalelederen på intet tidspunkt fat i mig. Samtidig havde intet i arbejdsmiljøet ændret sig, og jeg vidste derfor godt med mig selv, at jeg skulle væk derfra for ikke at blive mere syg. Da jeg sendte min opsigelse afsted et halvt år efter, jeg var kommet tilbage fra min sygemelding, havde min personaleleder stadig ikke spurgt mig en eneste gang om, hvordan jeg havde det.