Peter Laut Matzen - privatfoto

- Den måde. som vi træner vores mod på, er ved at tage små skridt hele tiden. Man skal ikke skynde sig at sige sit job op, siger Peter Laut Matzen.

Du har egentlig lyst til at finde et nyt job, men modet mangler. Blot tanken om det nye starter en nervøsitet hos dig. Du ved, hvad du har. Og du har nemt ved at overbevise dig selv om, at det er bedre at blive, hvor du er.

Men hvis man gør det, sker der i bedste fald ingenting. Du får ikke indfriet drømmen om et andet arbejdsliv. I værste fald risikerer du at brænde ud, lyder det fra karriererådgiver Peter Laut Matzen fra konsulenthuset Handlemod. Her giver han nogle råd til, hvordan du samler mod til at skifte job.

Ræk ud til andre mennesker

For at få mod til at skifte job skal man begynde at tale om, at man gerne vil prøve noget andet. For at få hul på det, vil det være en god idé at række ud til personer i sit netværk og tage initiativ til at mødes. Man kan drikke en kop kaffe med en, som man ser lidt op til, fordi vedkommende har et spændende job.

Det kan måske være, at man må komme med vedkommende på job i et par timer for at blive klogere på, om det er denne type job, som man skal gå efter. Det er med til at reducere usikkerheden.

LÆS OGSÅ: Hvad går vi efter, når vi søger nyt job?

- En af de store udfordringer med jobskifte er, at vi tror, at man skal kunne regne ud, hvor man passer ind, og hvad man vil brænde for. Men vi må ikke tro, at vi ved at sætte os hen i et hjørne og læse jobannoncer, tage personlighedstests eller kigge ind i os selv, finder ud af det. Det gør vi ikke. Vi skal ud og mødes med andre mennesker, for så sker der altid noget interessant og tilfældigt, som er brugbart. Man skal derfor turde række ud. Det bliver man mere modig af, siger Peter Laut Matzen.

Når man handler på trods af tvivl og usikkerhed, er det ifølge karriererådgiveren vigtigt at huske at fejre de små succeser, som er opnået: Fx kaffemødet, der førte til nye kontakter. Det har man en tendens til at glemme. Man fokuserer typisk kun på det, der ikke lykkes.

Tag små skridt

Vores arbejde er en af de helt store identitetsmarkører, som fortæller, hvem vi er. Hvis man har været i det samme job i mange år, kan det være tæt forbundet med ens identitet. Når man får et andet job, rykker det uvilkårligt ved måden, som man ser sig selv på. Så det kræver et stort mod at sige farvel til det velkendte.

LÆS OGSÅ: Fem tegn på, at du er klar til at skifte job

- Ved et jobskifte træder vi ud i usikkerhed og utryghed. For hvem er jeg egentlig, hvis jeg ikke er chefsekretær, økonomimedarbejder osv. For at få mod til det skal man tage jobskiftet i nogle små skridt. Efter det første lille skridt vil de næste skridt blive tydeligere. Hvis du drømmer om et job inden for fx HR, kan du mødes med en, der arbejder med det og få en snak om, hvorfor du ønsker at arbejde med HR, og hvorfor det er vigtigt for dig at arbejde med mennesker. I og med, at vi taler om det, så kommer vi tættere på vores nye identitet og får større mod til at tage et skridt i den retning, forklarer Peter Laut Matzen.

Anerkend den indre dialog

Den indre dialog kan være en stor barriere for at komme videre i arbejdslivet. Når man skal noget nyt, kommer tvivlen: Er jeg god nok til det? Kan jeg klare det økonomisk? Hvad tænker de andre om mig?

Den indre dialog fortæller os, at det er bedst at blive, hvor vi er. Peter Laut Matzen råder til, at man anerkender, at den indre dialog er der, så den skal man ikke kæmpe imod. Men man skal være opmærksom på de personlige fortællinger, der står i vejen for at skabe et bedre arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Sådan skriver du en motiveret ansøgning

- Den indre stemme, som råber højest, når vi vil skifte job, er ofte den negative stemme hos mange af os. Vi skal lære, at det er helt almindeligt. Men vi har også en fornuftig indre stemme i os, der fortæller os om mulighederne i det nye job og glæden ved det. Vi skal spørge os selv: Hvad vil jeg virkelig gerne arbejde med – ikke kun, hvad vil jeg gerne. Man skal turde stille sig selv det spørgsmål. For det handler om, hvad der virkelig er vigtigt. Den stemme skal man også lytte til, siger han.

Overgangsprocessen udvikler dig

Vi kender det alle sammen: Man vil gerne skifte job, men man får ikke gjort noget ved det. Tiden går. Mismodet forplanter sig lidt efter lidt, fordi man ikke fik forfulgt det, man gerne ville. Det er vigtigt at træne sit mod, mener Peter Laut Matzen. For når man er modig og gør noget i dag, som man ikke kunne i går, udvikler man sig.

- Jobskifte kan være bøvlet og kaotisk. Du ved, hvad du har, men ikke hvor du skal bevæge dig hen. Men overgangsprocesser er også enormt udviklende. Derfor er det vigtigt at udfordre sit mod og handle på trods af tvivlen og usikkerheden. Når tingene lykkes, ranker man ryggen. Det giver en følelse af frihed og af, at man har mulighed for at påvirke tingene og finde større glæde i sit arbejdsliv, understreger han.

LÆS OGSÅ: Sådan får du en god start i dit nye job

Peter Laut Matzen opfordrer til, at alle træner deres mod til at handle. Vi bliver nødt til det. Der er fart på forandringerne på arbejdsmarkedet. I arbejdslivet skal vi igen og igen kunne træde ud i usikre situationer, som et jobskifte er. Og det kræver et vist mod.