Seniorerne vil gerne blive på arbejdsmarkedet, hvis forholdene er til det. Foto: Colorbox

Det såkaldte velfærdsforlig fra 2006 betyder, at pensionsalderen skal stige med stigende levealder.

Ligesom en række andre tiltag, fx afskaffelsen af St. Bededag, også har skullet øge udbuddet af arbejdskraft – altså skaffe flere hænder.

Men at tro, at det alene handler om at ”tvinge” fx seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet ved at øge pensionsalderen er ikke korrekt.

Tyskland viser vejen

Sådan lyder det i en kronik i Weekendavisen fra Per H Jensen, adjungeret professor på RUC, hvor han bla forsker i seniorliv.

-   I stedet for kun at se på udbuddet, så bør man tænke meget mere i efterspørgslen efter seniorer. Seniorer vil faktisk gerne blive på arbejdsmarkedet helt frivilligt.

Case-eksemplet er Tyskland, hvor frekvensen af seniorer i job er steget eksplosivt fra 37 til 71, stort set uden pensionsreformer – men derimod ved at indføre en række fastholdelsesinstrumenter med dertilhørende støtte og tilskud.

Krav skal følge resurser

Per H Jensen peger også på studier, der viser, at det ikke er ”ulyst til arbejde”, der får seniorer til at stoppe, men derimod manglende hensyn.

-   Hvis seniorer anerkendes og der sikres, at der er overensstemmelse mellem kravene til dem og de resurser, de besidder, så bliver seniorer gerne. Derfor skal arbejdsgiverne adressere det.

Han peger også på, at HR-medarbejdere og personalekonsulenter kunne uddanne og specialisere sig i at være fastholdelseseksperter for seniorer.

En oplagt opgave for HK’ere kunne man tilføje.