På trods af regeringens plan om at nedlægge jobcentrene, har en række kommuner valgt at beholde navnet. Senest har Aalborg Kommune besluttet, at beskæftigelsesindsatsen fortsat skal hedde Jobcenter.

Bag beslutningen ligger ønsket om kontinuitet og genkendelighed for både borgere og virksomheder og for de medarbejdere, der hver dag arbejder med at få folk i job og uddannelse.

– Navnet rummer en stærk fortælling om de resultater, som vores dygtige medarbejdere og ledere på job- og uddannelsesområdet har skabt gennem mange år. For mig handler det ikke kun om navnet, men om indholdet i vores indsats – hvordan vi sikrer, at virksomhederne fortsat har adgang til kvalificeret arbejdskraft, og hvordan vi får endnu flere med i arbejdsfællesskabet, skriver rådmand Nuuradiin S. Hussein (S) på LinkedIn.

Fokus på genkendelighed

En undersøgelse fra KL viser, at cirka 30 procent af kommunerne allerede har besluttet, hvilket navn deres beskæftigelsesindsats fremover skal have. Heraf vælger halvdelen at holde fast i betegnelsen Jobcenter.

Undersøgelsen peger desuden på, at mange kommuner vægter genkendelighed højt. Det gælder både i forhold til borgernes kontakt med beskæftigelsessystemet og samarbejdet med virksomheder.

I København blev der tidligere i år også truffet beslutning om at fastholde navnet Jobcenter. Her blev et navneskift blandt andet fravalgt af økonomiske grunde – prisen for nye skilte, IT-tilpasninger og brevpapir ville overstige én million kroner.

Odense går en anden vej

Mens mange kommuner bevarer det velkendte navn, har Odense Kommune besluttet sig for et nyt. Her vil indsatsen fremover høre under navnet Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

– Vi har besluttet, at indsatsen ikke længere skal bære betegnelsen ’jobcenter’. Beslutningen markerer et paradigmeskifte, hvor faglighed og helhedsorienterede indsatser prioriteres højere end traditionel processtyring, siger adm. direktør René Junker til NB-Beskæftigelse.