
- Det nye AI-modul på diplomniveau var en oplagt mulighed for at blive klogere, fortæller Søren Petersen, der deltog i kurset sammen med kollegerne Mette Vilster (i midten) og Stephanie Bramm.
Læs mere om HK Kommunals introkurser, akademi- og diplommoduler i AI og cybersikkerhed på hk.dk/aiogsikkerhed
Hvordan påvirker kunstig intelligens vores arbejde i kommunen, og hvordan får man teknologien til at virke i praksis?
Det spørgsmål satte tre medarbejdere i Odense Kommunes Borgmesterforvaltning sig for at undersøge, da de som de første HK’ere hoppede på det helt nye AI-modul på diplomniveau på UCL i Odense.
– Vi taler hele tiden om effektivisering og digitale løsninger, så da vores tillidsrepræsentant Søren foreslog det på et regnskabsmøde, sagde vores leder bare: “Skal vi ikke prøve det?” fortæller økonomiassistent Stephanie Bramm.
Sammen med specialist Mette Vilster og økonomikonsulent og tillidsrepræsentant Søren Petersen kastede hun sig ud i et intenst forløb med både teknologisk teori, etiske dilemmaer og hands on-øvelser i blandt andet ChatGPT og Copilot. Uddannelsen omfattede fire undervisningsdage og en afsluttende skriftlig opgave.
Nysgerrighed og behov for at følge med
For de tre handler interessen for kunstig intelligens ikke om teknik for teknikkens skyld, men om at forstå de værktøjer, som allerede er på vej ind i hverdagen.
– Vi arbejder jo midt i den virkelighed, hvor nye digitale redskaber hele tiden dukker op. Det her var en oplagt mulighed for at blive klogere, fortæller Søren Petersen.
Han arbejder til daglig med økonomidata og it-understøttelse og ser AI som en naturlig forlængelse af den udvikling, kommunen allerede er i gang med.
– Odense Kommune har lagt op til, at vi skal bruge Copilot, og så giver det mening at få noget reel viden, så man kan bruge det rigtigt – og ikke bare prøve sig frem, siger han.
Mere end bare teknik
På modulet fik deltagerne en grundlæggende forståelse for, hvordan kunstig intelligens fungerer, og hvor den adskiller sig fra menneskelig tænkning.
– Jeg blev overrasket over, hvor teknisk det faktisk var. Men det var også det, der gjorde det spændende. Vi kom helt ned i maskinrummet og fik en forståelse af, hvad der sker, når man spørger en chatbot. Den laver ikke en faglig vurdering, men en sandsynlighedsberegning. Det betyder, at måden du spørger på, får enorm betydning for det svar, du får, forklarer Stephanie Bramm.
Hun har især taget viden om prompting, altså kunsten at stille de rigtige spørgsmål, med sig.
– Man skal sætte scenen for det, man vil have og give chatbot’en en rolle. Hvis jeg beder den lave en invitation, kan jeg skrive: “Du er grafisk designer – lav en indbydelse i et venligt, uformelt sprog.”Så bliver resultatet anderledes, end hvis jeg skriver: Lav en invitation.
Tryghed og kritisk sans
Undervisningen rummede også meget om etik, GDPR og datasikkerhed. For Mette Vilster har det givet en ny respekt for sikkerheden:
Vi har hørt mange skrækhistorier om, hvor let det er at udnytte vores data.
– Vi har hørt mange skrækhistorier om, hvor let det er at udnytte vores data. Underviseren viste for eksempel, hvordan løbeapps kan spore folk helt ned til deres privatadresser. Det fik os virkelig til at tænke over, hvor sårbare vi er i den digitale verden. Jeg kan godt blive lidt paranoid, men jeg håber på det bedste, siger hun med et grin.
– Men det er godt at få en påmindelse om, at vi skal bruge teknologien med omtanke, især når vi arbejder i det offentlige, siger Mette Vilster.
Nye måder at arbejde på
De tre kursister kan allerede mærke, hvordan AI flytter noget i hverdagen.
– Jeg bruger Copilot til at automatisere opgaver og bygge koder, som ellers ville tage lang tid. Det gør arbejdet både hurtigere og sjovere, siger Stephanie Bramm.
Søren Petersen bruger AI i sit arbejde med data og analyser. Og har brugt den til at lave resuméer af lange dokumenter, generere PowerPoint-præsentationer og skrive udkast til tekster. Det er vildt, hvor meget den kan, når man først lærer det, understreger han. For Mette Vilster er det stadig nyt, og hun tænker at bruge det som sparringspartner og til at finde løsninger, hun ikke selv havde tænkt på. Og ikke mindst blive bedre til at se muligheden for at optimere nogle processer.
Selvom teknologien kan virke overvældende, er de tre ikke bange for udviklingen.
På sigt bliver det her et krav. Som medarbejdere i det offentlige er vi nødt til at følge med.
– Vi effektiviserer vores opgaver, og derfor ændrer de sig. Man skal kun være bekymret, hvis man ikke vil udvikle sig. Siger man: “Det er ikke for mig,” så har man allerede en fod ude, understreger Stephanie Bramm.
Mette Vilster supplerer:
– Vores roller vil ændre sig. Nogle opgaver forsvinder, og nye kommer til. Det betyder bare, at vi skal holde os i gang og blive ved med at kompetenceudvikle. Jeg er ikke bekymret, jeg synes bare, det er spændende.
En ny faglig retning
Søren Petersen ser teknologien som en naturlig udvikling:
De unge forventer digitale løsninger. Hvis vi ikke følger med, bliver den offentlige sektor for tung.
– Borgerne udvikler sig også. De unge generationer forventer digitale løsninger. Hvis vi ikke følger med, bliver den offentlige sektor for tung.
Diplommodulet i AI har givet dem lyst til mere og til at dele deres viden med kollegerne.
– Vi vil gerne lave introduktionskurser, så flere kan få en fornemmelse af, hvad AI kan. Vores leder er meget positiv og bakker op om, at vi deler ud af det, vi har lært. Vi var jo de første, så det var meget nyt. Men det kunne være godt med mere tid til at arbejde med konkrete cases og teknologier. Vi har virkelig fået blod på tanden til at udforske det her felt, lyder det fra Søren Petersen.
Spørger man de tre, hvad de vil sige til andre HK’ere, der overvejer et AI-kursus, er svaret entydigt:
– Gør det!
– Det er kun fem ECTS-point, men man når at få et godt indblik. Vi føler næsten, vi kun lige er begyndt. På sigt bliver det her ikke et valgfag, men et krav. AI er kommet for at blive, og som medarbejdere i det offentlige er vi nødt til at følge med, slår Stephanie Bramm fast.
– Det handler ikke om at blive tekniker, men om at forstå teknologien og kunne tænke med den. Vi skal vide nok til at stille de rigtige spørgsmål og til at sikre, at AI faktisk løser opgaven på en klog måde.
Agenterne er på vej
Læs tema om AI - Agenter & Assistenter:
Når teknologien tager styringen, skal nogen holde i rattet
Digitale kolleger frigør tid til borgerne
Nye pejlemærker: AI skal styrke kvalitet, retssikkerhed og faglighed