Efter dialog på de forskellige stande og en hyggelig middag på Salonen i Viborg, præsenterede Lene Buhl bestyrelsens beretning, hvor et vigtigt budskab stod klart: 

  • Det er HK’ere, der får hverdagen til at fungere. Uden administration, koordinering og faglig understøttelse, så stopper velfærden. HK’ernes arbejde er ikke usynligt. Det er uundværligt, lød budskabet fra Lene Buhl.  


Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal, deltog på aftenen og fortalte om den reformstorm, som påvirker arbejdslivet for rigtig mange medlemmer i disse år. Særligt reformerne på sundhedsområdet og beskæftigelsesindsatsen kræver fokus: 

  • Særligt beskæftigelsesreformen kan ses som en spareøvelse, og vi kan nu se, at mange kommuner er begyndt at implementere deres strategi og nye organisation. Det kræver, at vi holder skarpt øje, og stiller de rigtige spørgsmål. Er det en ansvarlig og gennemtænkt implementering? Er der prioriteret i opgaverne med færre ansatte? Hvordan udvikler arbejdsmiljø og sygefravær sig? Og får man efteruddannet medarbejderne, så kompetencerne passer til den nye virkelighed?  

Overenskomsterne for ansatte i region og kommuner fornyes i april 2026, så aftenens temaer var i høj grad også præget af medlemmernes arbejdsliv og -vilkår. 

  • OK26 lægger op til, at vi alle tænker over, hvad der er vigtigst for os i vores arbejdsliv. Overenskomsterne er rygraden i vores arbejdsliv. Det er her, vi sikrer ordentlig løn, trygge ansættelser, balance mellem arbejde og fritid og respekt for vores faglighed. Vores opgave er ikke kun at forsvare det, vi har – men at udvikle det. Arbejdslivet forandrer sig, og det skal vores overenskomster også afspejle,” fortalte Lene Buhl.  
 

Medlemmerne fik indflydelse 


De 99 stemmeberettigede medlemmer, der var mødt op, var med til at beslutte, hvem der skal repræsentere dem i afdelingssektorens bestyrelse. Der blev blandt andet valgt næstformand; Morten Jensen Bæk, der blev valgt for en 2-årig periode.  

Aftenens valgte bestyrelsesmedlemmer blev for en 2-årig periode:

Lotte Rost (genvalgt)
Mona Anker (genvalgt)
Jens Erfurt-Didriksen (genvalgt)
Charlotte Sørensen (genvalgt)
Hanne Toft Pedersen (valgt for 2 år)
Repræsentant for Lemvig Kommune (vakant plads)

1. suppleant valgt for 1 år: Helena Sørensen


 

En aften med godt selskab og god debat 

De fremmødte medlemmer fik spørgsmålet ”Hvad er vigtigst for dig i dit arbejdsliv.” En øvelse, der gav refleksion over det gode arbejdsliv. I starten af aftenen fik medlemmerne Post-its, de kunne skrive spørgsmål på, som blev taget op til debat sidst på aftenen, inden Lene Buhl rundede aftenen af: 


  • Tak til jer for at møde op til en aften med fællesskabet og det gode arbejdsliv i centrum. Bestyrelsen med både nye og gamle medlemmer glæder sig til at smøge ærmerne op og arbejde for jeres gode arbejdsliv. 

 
Har du spørgsmål eller input til HK Kommunal MidtVest er du altid velkommen til at kontakte formand, Lene Buhl, på mail lene.buhl@hk.dk.