De fremmødte medlemmer fik lyttet til bestyrelsens beretning og fik samtidig gode snakke om arbejdslivet i handelsbranchen.

Efter generalforsamlingen blev der spillet banko med fine præmier, og dagen gav også god tid til at mødes på tværs og styrke fællesskabet blandt medlemmerne.  

 

Lønnen skal op

 
I 2025 fik alle handelsansatte ny overenskomst, og på trods af et pænt resultat af forhandlingerne, så er stadigvæk masser at kæmpe for. Og kampene foregår ude på arbejdspladserne, især når det handler om løn. 

  • Når det kommer til løn, har vi stadig meget arbejde foran os. I overenskomsten forhandles kun mindstelønnen, og det betyder, at der fortsat er alt for mange i handelsbranchen, som ikke får den løn, de fortjener. Derfor sætter vi i HK Handel fortsat stort fokus på budskabet “Lønnen skal op,” fortalte Marianne Aaris Andersen.  

Formanden opfordrede derfor de fremmødte til at tale om løn på arbejdspladsen, for medlemmerne kan selv være med til at rykke noget. Erfaringen viser nemlig, at det gør en forskel, når man taler åbent om løn på arbejdspladsen. En opgave, som HK Handel Midtvest er klar til at klæde medlemmerne på til: 
  • Du har ret til en årlig lønsamtale, hvis du beder om det – og teamet her i afdelingen sidder klar til en løncoach-samtale, hvor vi kan hjælpe med at sætte ord på dine resultater og kompetencer, fortalte Marianne Aaris Andersen.  

Tilsvininger er blevet en del af hverdagen  

Arbejdsmiljøet fyldte også i bestyrelsens beretning. På trods af et stort fokus de seneste år viser en arbejdsmiljøundersøgelse fra HK Handel, at udviklingen desværre fortsat går den forkerte vej.  

I undersøgelsen fra 2025 svarer 74 procent af handelsansatte på kontor, lager og i butik i Region Midtjylland, at de har oplevet, at kunder taler grimt eller nedsættende til dem.  

Den manglende respekt for handelsansatte er derfor fortsat et område, der kræver stor opmærksomhed, understregede formand for HK Handel MidtVest, Marianne Aaris Andersen:  

  • Vi hører om grænseoverskridende adfærd, slag og seksuelle tilnærmelser, hvilket er fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt. Derfor fortsætter vi naturligvis kampen for bedre arbejdsvilkår. Der skal være helt klare linjer for, hvordan medarbejderne får hjælp, når behovet opstår. Det må aldrig være medarbejderen, der står alene med ansvaret.  

 

 

Flere arbejdsmiljørepræsentanter  

Indsatsen for et bedre arbejdsmiljø i handelsbranchen bliver styrket af, at flere engagerer sig som arbejdsmiljørepræsentanter. 

Derfor glæder det formand Marianne Aaris Andersen, at der har været en stor vækst af arbejdsmiljørepræsentanter i løbet af det seneste år. 

  • Arbejdsmiljøet har stor betydning for, hvordan vi trives på jobbet. Derfor er det rigtig positivt, at vi i 2025 har haft en stor vækst af arbejdsmiljørepræsentanter – både på landsplan og lokalt. I HK Handel MidtVest er vi blevet 15 flere arbejdsmiljørepræsentanter i årets løb. Det viser også, hvor vigtigt det er, at vi har fokus på uddannelse af vores tillidsvalgte, så de står stærkere ude på arbejdspladserne. 

 

 

På valg var næstformand Lisbeth Merrild. Hun blev genvalgt som næstformand for 2 år.  

Til bestyrelsen blev følgende valgt:

Christina Kjølhede Jeppesen (genvalgt for 2 år)

Marlene Birkkjær Kristensen (valgt for 2 år)


Har du spørgsmål eller input til HK Handel MidtVest er du altid velkommen til at kontakte formand, Marianne Aaris Andersen, på mail marianne.aaris.andersen@hk.dk