I 2025 hentede HK MidtVest 35 millioner kroner hjem til medlemmerne i sager om alt fra manglende pension og overarbejdsbetaling til arbejdsskader og konkurser. Det viser en ny opgørelse fra fagforeningen.

  • Det her handler ikke kun om paragraffer og principper. Det handler om mennesker, der ikke har fået udbetalt det, de har krav på. Det gør en forskel i hverdagen – og det er det, vi er sat i verden for, siger Inger Stranddorf, fællesformand for HK MidtVest.

Millioner hentet hjem i sager mod arbejdsgivere  

Af de 35 millioner kommer lige over 28 millioner fra personsager, hvor medlemmer er blevet snydt eller forkert behandlet på jobbet. 

Størstedelen af erstatningerne fra personsager - næsten 21 millioner kroner – kommer fra arbejdsgivere på det private arbejdsmarked, mens det offentlige område står for over 7 millioner.  

Det kan være alt fra brud på overenskomsten til usaglige opsigelser. Nogle sager ender i Arbejdsretten, andre løses gennem forlig mellem HK og arbejdsgiveren.  

  • Vi har både jura og vilje med os, når vi går ind i en sag. Det kræver en stærk fagforening med overenskomster i hånden - og det er præcis, hvad vi er. Det er nemlig kun overenskomstførende fagforeninger som HK, der kan føre sager ved Arbejdsretten. Det kan såkaldte gule fagforeninger ikke, fortæller Inger Stranddorf. 

Sikret ved arbejdsskade

Foruden de over 28 millioner kroner i arbejdsretlige sager blev der udbetalt yderligere 6,3 millioner i arbejdsskadesager i 2025. Det dækker både fysiske skader som ødelagte rygge og psykiske arbejdsskader som varige følger af alvorlig stress. 

  • Når arbejdsmiljøet knækker, skal vi være der. Vi har dygtige medarbejdere, der hjælper medlemmerne trygt gennem systemet og sikrer, at de får den erstatning, de har krav på, siger Inger Stranddorf.

Flere sager på vej – og flere penge til medlemmerne 

De mange millioner er et konkret bevis på, at fagligt arbejde gør en reel forskel, når rettigheder bliver overtrådt, eller når livet på arbejdsmarkedet slår knuder. 

Men samtidig er det også et alvorligt signal. For hver krone, der skal hentes hjem, vidner om en løn, der ikke er blevet udbetalt, en pension der er blevet glemt, eller et arbejdsmiljø der har svigtet. Det burde ikke være nødvendigt at føre sager for at få det, man har krav på.

  • Derfor er tallene både noget, vi er stolte af – og noget, der giver anledning til eftertanke. For det understreger behovet for stærke overenskomster, ordentlige vilkår og en fagforening, der står fast, når det gælder, siger Inger Stranddorf. 

Men en ting er sikker: En stærk fagforening betaler sig.

 

Du får juridisk rådgivning og retshjælp

Får du brug for det i forbindelse med dit arbejde, så er juridisk rådgivning og retshjælp en del af dit HK-medlemskab. Vi hjælper dig med at få løst konflikter med din arbejdsgiver og fører din sag hele vejen gennem retssystemet, uden at det koster dig ekstra. Vinder vi en retssag for dig, og får du tilkendt erstatning eller økonomisk kompensation, beholder du selvfølgelig alle pengene selv.