Lene Roed, formand for HK Kommunal, på vej til forhandlinger. Foto: Lars Pryds

Af forhandlingschef Susanne Fagerlund og journalist Tina Juul Rasmussen

Lige efter påske kan alle HK Kommunals medlemmer stemme ja eller nej til det OK26-resultat, som nu er forhandlet på plads med lønstigninger og reallønsforbedring, mere i pension og en ny fritvalgsordning.

Overenskomstforhandlingerne har denne gang været usædvanligt langstrakte, netop på grund af den nye frivalgsordning, som var teknisk krævende. Den 7. april sendes Forhandlingsfællesskabets og HK Kommunals egne forlig med kommuner og regioner til urafstemning blandt alle HK Kommunals medlemmer, som kan stemme til og med den 21. april.

Ny fritvalgsordning til alle

De forlig, HK Kommunal har forhandlet for sine medlemmer, er treårige og rummer generelle lønstigninger i perioden på 6,27 % og dermed – alt andet lige – en reallønsforbedring for alle.

Den nye fritvalgsordning træder i kraft 1. januar 2028 og betyder, at du som lønmodtager kan træffe valg om bl.a. pension, opsparing af løn og fridage, der passer bedst ind i dit arbejdsliv.

Fritvalgsordningen består af to ”spor”:
Det ene spor er en fritvalgslønkonto hvor værdien af den 6. ferieuge, den særlige feriegodtgørelse samt seniordage/bonus samles. Du kan også vælge at lægge den del af pensionsbidraget, der overstiger 15 %, over på fritvalgslønkontoen.

Det andet spor rummer et antal fridage, du kan vælge at holde med løn fra fritvalgslønkontoen. Alle har fem fridage fra den 6. ferieuge, der kan holdes helt som i dag. Seniorer har endvidere seniordage, også helt ligesom i dag. Som noget nyt er der aftalt en ekstra fridag for alle, der ikke i forvejen har omsorgsdage til børn under otte år eller seniordage. I HK Kommunals forlig er der som supplement aftalt, at alle får godt 1 % ekstra ind på fritvalgslønkontoen.

Læs mere om fritvalgsordningen på vores FAQ på hk.dk/OK26.

Lønstigninger til ledere og chefer

Alle – også kommunale og regionale ledere – får udover de generelle lønstigninger og den ekstra procent på fritvalgslønkontoen også en ekstra procent på pensionen. De i alt ekstra to procent udmøntes den 1. april 2027. Da fritvalgsordningen først træder i kraft den 1. januar 2028, vil den ene ekstra procent blive udbetalt som et midlertidigt løntillæg frem til 31. december 2027, hvorefter den automatisk overføres til fritvalgslønkontoen.

På det kommunale område blev der afsat en pulje fra det generelle forlig til ledere. Det betyder, at kommunale ledere på HK Kommunals overenskomster fra den 1. april 2027 får et tillæg på ca. 12.300 kr. årligt, som lægges oveni de nuværende grundlønstillæg.

For de kommunale og regionale chefer på chefaftalerne er der aftalt:
• Kommunale chefer får 2,10 % ekstra ind på fritvalgslønkontoen.
• Chefer i kommunerne på grundløn 49 og 50 får et løntillæg på ca. 6.500 kr. årligt.
• Kontraktansatte chefer i kommunerne får en pensionsstigning på 0,20 %.
• Fratrædelsesvilkårene for kommende kontraktansatte chefer i kommunerne ændres: I dag får man et års løn ved fratrædelse. Fremover bliver det en optrapningsordning, hvor man først får et års løn ved opsigelser efter 12 måneder.
• Regionale chefer får 2,38 % ekstra ind på fritvalgslønkontoen (inklusiv den ene procent til alle).

Forligene indeholder desuden en række andre forbedringer, bl.a. for børnefamilier, ift. kompetenceudvikling, arbejdsmiljø og trivsel. Du kan læse om det hele på hk.dk/ok26

Særlig fokus på lederes trivsel og arbejdsmiljø

For kommunalt ansatte ledere, chefer og direktører er der også indgået aftaler mellem KL og Forhandlingsfællesskabet om to projekter, der understøtter deres trivsel og arbejdsmiljø, fordi alle tre grupper er vigtige for at udvikle og understøtte kommunale opgaver og velfærd.

I det ene projekt er der afsat to mio. kroner til en række netværksforløb for kommunale ledere, som skal facilitere kommunerne i selv at tilrettelægge drøftelser om ledelsesopgaver og -ansvar, roller og forventninger m.m.

I det andet projekt, som er målrettet chefers og direktørers psykiske arbejdsmiljø og trivsel, er afsat er der afsat 1,4 mio. kroner til at generere viden og inspiration, fx i form af interviews, masterclasses, artikler, podcasts, videoer, temamøder, webinarer og konferencer.

Urafstemning efter påske

Den traditionelle urafstemningsavis bliver denne gang digital og kan sammen med alt andet materiale om overenskomstresultaterne læses på hk.dk/ok26 inden urafstemningen. Alle medlemmer modtager en mail med et personligt link, der går direkte til urafstemningen.