Hun indtog talerstolen med et tema, som for hende, er kernen i 1. maj og i fagbevægelsen: solidaritet.
"Solidaritet er grunden til, at jeg er medlem af en fagforening. Det er grunden til, at jeg stiller op som tillidsrepræsentant. For mig er fagbevægelsen stedet, hvor de solidariske kræfter mødes,” lød det fra talerstolen.
Arbejdsmiljø er et fælles ansvar i hverdagen.
Appellen om at stå sammen i fagbevægelsen var klar; vi skal også være der for hinanden, når det ikke er vores egen faggruppe, der er under pres, uanset om det gælder arbejdsmiljø eller nedskæringer.
“Vi må ikke lade arbejdsgivere og politikere spille os ud mod hinanden. Det gælder også, når der siges, at der skal spares på administrationen – for så tænker man måske: Pyha, så rammer det ikke mig,” sagde Karina.
Dårligt arbejdsmiljø rammer alle, så der skal siges fra, uanset om en kunde råber ad en kasseassistent, en kommunal medarbejder eller en buschauffør:
”Jeg hørte for nylig en buschauffør sige, at noget af det værste var, når ingen omkring en episode bakkede hende op. Solidaritet handler også om, at vi siger fra og står sammen, når nogen bliver behandlet dårligt," lød det fra Karina.
”Jeg savner det psykiske hæve-sænke-bord”
Der blev peget på aktuelle udfordringer som stress, og i den sammenhæng efterlyste Karina det psykiske hæve-sænke-bord:
”Vi står midt i en stress-epidemi. Over 55.000 fuldtidsstillinger mangler hvert år på grund af stress. Vi ved meget om fysisk arbejdsmiljø. Både graveren, der står og gør klar til vinterens grandækning på kirkegården og økonomimedarbejderen inde på et kontor har behov for et hæve-sænke-bord. Jeg savner det psykiske hæve-sænke-bord. For man kan blive stresset som både lærer og lagermedarbejder, og meget af viden om forebyggelse og om vejen tilbage til arbejde går igen på tværs af fag,” sagde hun i talen.
Samtidig efterlyste hun bedre vilkår for dem, der står svagest på arbejdsmarkedet, og afslutningsvis lød et klart budskab:
”Jeg kunne ikke tænke mig at bo i et Danmark uden en stærk, kollektiv og solidarisk fagbevægelse. Fagbevægelsen længe leve – og rigtig god første maj til jer alle sammen,” afsluttede hun.
