Nathali Degn, formand for Danske Sundhedsadministratorers Landsforening. Foto: Lars Pryds

- Hvis sygeplejersker i højere grad skal varetage nogle af de opgaver, som læger løser i dag, er det oplagt samtidig at se på de mange administrative opgaver, der i dag fylder i sygeplejerskers og social- og sundhedsassistenters arbejdsdag.

Sådan skriver Nathali Degn, formand for Danske Sundhedsadministratorers Landsforening (SAL), i et indlæg i Sundhedsmonitor, der er et tillæg til dagbladet Politiken.

SAL-formandens melding kommer i kølvandet på et indlæg fra Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd, der peger på behovet for at se på opgavefordelingen mellem læger og sygeplejersker.

Uudnyttet potentiale

Det er ifølge Nathali Degn en både nødvendig og konstruktiv diskussion.

- Men hvis vi for alvor vil arbejde efter princippet om ’rette kompetencer til rette opgaver’, bør vi løfte blikket endnu en gang – og se bredere på opgavefordelingen mellem flere faggrupper, skriver SAL’s formand, der fastslår, at de sundhedsadministrativt uddannede medarbejdere er klar til at påtage sig nye opgaver.

Potentialet i de vigtige kompetencer, de sundhedsadministrative medarbejdere besidder, er i dag langt fra fuldt udnyttet, mener Nathali Degn.

- Når sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter bruger tid på booking, registrering, koordinering, logistik, journaladministration og andre administrative opgaver, er det ofte tid, der kunne være brugt tættere på patienten, skriver hun og fortsætter:

- Netop derfor giver det god mening at se på, om nogle af disse opgaver i højere grad kan løses af sundhedsadministrative medarbejdere, der har det som deres kernekompetence.

Klog opgavefordeling

Sundhedsreformen giver ifølge SAL-formanden anledning til at tænke nyt:

- Hvis sygeplejersker i højere grad skal tage kliniske opgaver fra lægerne, kan sundhedsadministrative i højere grad overtage administrative opgaver fra sygeplejerskerne. På den måde kan vi skabe en kæde af kompetenceudnyttelse, hvor alle arbejder dér, hvor deres faglighed gør størst forskel, lyder det.

Nathali Degn bakker i sit indlæg op om den debat, sygeplejerskerne nu inviterer til.

Hun fastslår, at en ny opgavefordeling ikke er et nulsumsspil mellem faggrupper. Tværtimod kan en klog fordeling af opgaver være til gavn for både medarbejdere, patienter og et presset sundhedsvæsen.

- Vi står klar til at tage ansvar for endnu flere af de administrative opgaver, der får sundhedsvæsenet til at fungere i praksis. Diskussionen om opgavefordeling bør derfor ikke kun handle om læger og sygeplejersker, men om, hvordan alle faggrupper kan bringe deres kompetencer bedst muligt i spil, slutter SAL’s formand sit indlæg.

Artiklen er opdateret 18. maj 2026