Administrationsfaglighed er noget andet og mere end den klassiske professionsfaglighed, mener professor Jacob Torfing. Foto: Tom Ingvardsen

Vi taler ofte om varme hænder, når velfærd er til debat. Men velfærd fungerer ikke kun i det synlige møde med borgeren. Den fungerer også, fordi nogen holder styr på rammer, regler og sammenhæng, så hverdagen kan hænge sammen i kommuner og regioner.

Alligevel er administration sjældent noget, der bliver fremhævet. Tværtimod er det ofte et ord, der bliver brugt, når nogen vil pege på noget tungt, dyrt eller overflødigt.

Det er ifølge Jacob Torfing, professor i politik og institutioner ved Roskilde Universitet, en alt for ensidig måde at se området på.

– Bureaukrati og administration er i den grad blevet til forkætrede begreber. Og man glemmer, at tiden før bureaukrati var en frygtelig tid med korruption, en magtelite og ingen adskillelse mellem politikere og administration, siger han.

Han afviser ikke, at kritikken af administration nogle gange har ramt noget reelt.

– Ja, der var en gran af sandhed i kritikken med en tendens til at have regler kun for reglernes skyld uden tanke på borgeren. Og det er sandt, at bureaukrati ikke kan det hele, siger Jacob Torfing.

Men det er kun en del af historien. For når administration kun bliver forstået som regler, kontrol og systemer, bliver det sværere at få øje på alt det arbejde, der får den offentlige sektor til at fungere i praksis.

Mere end papir og regler

Ifølge Jacob Torfing er administrationsfaglighed noget andet end den klassiske professionsfaglighed hos for eksempel lærere og sygeplejersker. Den handler blandt andet om at rådgive, planlægge, skabe overblik og omsætte politiske beslutninger til handling. Og den handler også om at sikre borgernes retssikkerhed. Det er samtidig en faglighed, som har fået flere opgaver med tiden.

– Det vil være at skyde os selv i foden, hvis man bare indskrænkede administrationen, siger han.

For mange HK’ere handler arbejdet netop om at få noget til at lykkes, uden at det nødvendigvis er det, andre ser først. En sag, der glider. En plan, der holder. En borger, der bliver mødt ordentligt. En rettighed, der ikke går tabt. Et forløb, der hænger sammen fra start til slut.

Det er måske ikke den del af velfærden, der bliver hyldet højest i debatten. Men det er en del af den hverdag, som kommuner og regioner hviler på. Og hvis anseelse skal give mening, må den også begynde dér, hos de medarbejdere, der får hjulene til at køre rundt, selv når arbejdet sjældent bliver set.