
Faglig sagsbehandler Rina Lørup Hoff gennemgik sagen og rejste krav.
Da et medlem af HK Handel MidtVest blev opsagt og fritstillet fra sit job, havde ledelsen ellers gjort det klart, at der ikke var noget at udsætte på hans arbejde.
- Jeg har ikke en finger at sætte på dit arbejde, lød beskeden ifølge medlemmet.
Kort efter fandt han et nyt job, men så begyndte problemerne.
Lønnen udeblev
Først opdagede medlemmet fejl i håndteringen af ferie under fritstillingen, og senere manglede en del af den løn, han havde krav på i opsigelsesperioden.
Han forsøgte flere gange at kontakte virksomheden, men fik hverken en forklaring eller de penge, han havde til gode.
Derfor kontaktede han HK Handel MidtVest.
Faglig sagsbehandler Rina Lørup Hoff gennemgik sagen og rejste blandt andet krav om manglende løn, feriepenge og en begrundelse for opsigelsen. Men virksomheden svarede heller ikke på HK’s henvendelser, og sagen blev derfor sendt videre til HK’s advokat.
HK tog sagen i retten
Advokaten indbragte sagen for retten, men virksomheden deltog heller ikke her i sagen eller indsendte et svarskrift. Retten traf derfor afgørelse på baggrund af den dokumentation, HK havde fremlagt.
Og resultatet var klart: Medlemmet fik fuldt medhold.
Han blev blandt andet tilkendt løn i opsigelsesperioden, feriepenge, godtgørelse for usaglig opsigelse og sagsomkostninger.
Samlet blev arbejdsgiveren dømt til at betale mere end 400.000 kroner eksklusive renter.
Reager hvis noget ikke stemmer
For Rina Lørup Hoff, viser sager, hvor vigtigt det er at reagere, hvis lønnen mangler, eller noget ikke ser rigtigt ud.- Når en arbejdsgiver ikke lytter til medarbejderen, står HK klar til at tage sagen videre. Ingen medlemmer skal stå alene med den slags problemer, siger hun.