- Det er virkelig givende at gå i gang med en lederuddannelse, også selv om man kun tager få moduler og ikke har planer om et lederjob, lyder det fra Josephine Duncan, som netop har taget Akademiuddannelsen i Ledelse. Privatfoto
Hvorfor gik du i gang med en lederuddannelse?
Fordi ledelse er enormt spændende - især projektledelse og forandringsledelse. Jeg startede som elev på professionshøjskolen Absalon og blev som færdiguddannet fastansat i 2022. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg gerne ville noget mere - både udvikle mig selv og mine kompetencer. Og så tænkte jeg, at ledelse kunne være et godt fag at dykke ind i.
Jeg gik i dialog med min leder, og vi blev enige om, at ledelse ville være den rigtige vej for mig. Ledelse handler jo ikke kun om at udvikle andre mennesker – det handler lige så meget om at udvikle sig selv.
LÆS OGSÅ: Det er fedt at problemløse her og nu
Allerede i efteråret 2023 valgte jeg at påbegynde Akademiuddannelsen i Ledelse. Det første halve år tog jeg tre moduler lige efter hinanden simpelthen, fordi det var rigtig spændende. Så holdt jeg et halvt års pause i 2025, da vi fik nye medarbejdere i mit team, der skulle oplæres. Og så fortsatte jeg i efteråret 2025 og skrev afgangsprojekt i begyndelsen af 2026.
Hvad har lederuddannelsen givet dig?
Det har virkelig været en god oplevelse. Både meget lærerigt og sjovt. Den har givet mig nogle værktøjer, som jeg kan bruge i praksis, faktisk både som ikke-leder og som leder, fordi det netop handler om mennesker, dynamikker og grupper og alt det, som man indgår i, når man er på en arbejdsplads.
Jeg har fået indblik i især tre ord, der virkelig har stor betydning for, at ledelse kan fungere godt i praksis. Og det er kommunikation, medarbejderinddragelse og kompetenceudvikling. Det er helt klart de tre ord, som jeg vil tage med mig videre. For det er så vigtigt, at man har medarbejderne med.
LÆS OGSÅ: "Man kan godt mærke en forskel mellem det civile og Forsvaret"
Man lærer rigtig meget om mennesker og persontyper, og at det er forskelligt, hvad vi hver især motiveres af. Man møder mange gode mennesker, både medstuderende og undervisere. Ud over nye kompetencer får man også et netværk.
I mit afgangsprojekt skrev jeg om psykologisk tryghed og motivation under forandringer. Der har jeg kigget på, hvordan man ifølge teorierne får et forandringsprojekt til at lykkes. Det gav rigtig god mening, for lige nu er vi her på Absalon i gang med en masse forandringer.
Det er faktisk megafedt at være til mundtlig eksamen. Det er ikke en prøve af, om du ved, hvad der står i kapitel 8 på den og den side. Det er en dialogbaseret eksamen, hvor man snakker om de teorier, som man har valgt i sin opgave, og hvordan de kan bruges i praksis.
Hvorfor vil du gerne være leder?
Jeg har altid syntes, at ledelse er spændende, og jeg vil gerne være leder, fordi jeg godt kan lide udvikling. Vi kan altid blive bedre, og arbejdsprocesser kan altid optimeres på den ene eller anden måde. Og jeg er rigtig glad for at arbejde med kommunikation, samarbejde og planlægning.
LÆS OGSÅ: Her er plads til både udvikling og fleksibilitet
Heldigvis er der flere muligheder for at fortsætte med mere uddannelse inden for dette område. Jeg tror på livslang læring.
Hvad er dine fremtidsplaner?
Det, som jeg har lært, er rigtig godt, så jeg vil jo gerne bruge det i praksis. Lige nu motiveres jeg meget af forandringsledelse og projektledelse. På sigt kan det også være, at teamledelse vil give mening for mig. Det har jeg ikke helt lagt mig fast på. Akademiuddannelsen i Ledelse er en bred uddannelse, som kan give mange muligheder.
LÆS OGSÅ: Sådan får du en god start i dit nye job
Jeg ser mig selv ret godt i en lederrolle, så jeg håber, at der byder sig en mulighed enten hos Absalon eller i en anden organisation, hvor jeg kan bidrage til udvikling, måske forandringsledelse, projektledelse eller noget andet, der kan give mening. Det håber jeg kan lykkes.
Akademiuddannelsen i Ledelse
Josephine Duncan har fået økonomisk tilskud til sin akademiuddannelse fra Omstillingsfonden, der er en statslig tilskudsordning til efteruddannelse på akademi- og diplomniveau.