Illustration: Mostphotos
I det private erhvervsliv er normalen fortsat, at mænd er lønførende, og kvinderne halter langt efter. Men nye tal viser, at kvinder i det offentlige stormer frem – og giver det private område baghjul på ligestillingen.
Faktisk viser nye tal ifølge Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet, at kvinder rykker markant frem i de ledende stillinger i det offentlige. Og mere specifikt på det statslige område, har kvinder nu i flere år været lønførende i forhold til de statsligt ansatte mænd.
LÆS OGSÅ: Skævhed: Flere kvinder taber ligestilling efter den første fødsel
Den nye statistik viser ifølge ministeriet, at kvinder nu udgør 41,8 procent af medlemmer i bestyrelser og 47,4 procent af den øverste ledelse på de offentlige arbejdspladser. Ifølge Danmarks Statistik udgør kvinder i det private 21 procent af bestyrelsesmedlemmerne og 16 procent af direktørerne.
Det private er langt efter
Siden 2023 er det gået fremad med ligestillingen i toppen i den offentlige sektor. I departementerne er andelen af kvinder i den øverste ledelse fx steget med 8,5 procent og udgør nu 50 procent. Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen (S) er da også godt tilfreds med, at det har virket at arbejde målrettet med ligestilling i bestyrelser og ledelse.
- Der er god grund til at være tilfreds med den udvikling, vi ser i det offentlige. Men det private erhvervsliv er fortsat for langt efter, når det kommer til ligestilling i bestyrelser og ledelse. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skal være så meget sværere i det private sammenlignet med det offentlige. Jeg har en klar forventning om, at der kommer mere fart i udviklingen, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
LÆS OGSÅ: Kvinder har typisk lavere pension end mænd - men ikke i HK Kommunal og Stat
HK Stats næstformand Ulla Moth-Lund Christensen hilser også udviklingen på det offentliges ligestillingsdagsorden velkommen. I hendes øjne er det en naturlig udvikling, der samtidig giver større mulighed for vækst, forbedret arbejdsmiljø og et lidt anderledes blik på arbejdsliv og problemløsning.
Plads til nye fremtidsdrømme
- Det, vi oplever nu, er synliggørelsen af et langt sejt træk, hvor vi i mange år har sat fokus på, at der manglede kvindelige rollemodeller i Staten. Jeg er glad for at det nu ser ud til at lykkes i det offentlige. Så mangler vi bare, at det private arbejdsmarked også kommer med, så vi til fulde kan benytte os af det potentiale, som kvinder er med til at give, siger Ulla Moth-Lund Christensen.
Næstformanden fremhæver, at der er forskning, som viser, at når virksomheder har en bred sammensætning af medarbejderstaben samt kønsbalance på ledelsesgangen, så er der udsigt til øget innovation og bedre økonomiske resultater. Og ved at rekruttere mere aktivt blandt kvinder øges talentpuljen markant.
LÆS OGSÅ: Unge mistrives: "Vi accepterer ikke det samme som tidligere generationer"
- Det handler også fortsat om en reparation af gamle kønspolitiske forskelle. Så over for de kommende generationer er det både et flot signal og vigtig læring med øget ligestilling mellem kønnene også på det private arbejdsmarked. Når børn og unge oplever mænd og kvinder arbejde ligeværdigt, så fjernes de gammelkendte kønsroller. Og det giver plads til at udvide piger og drenges fremtidsdrømme, siger Ulla Moth-Lund Christensen.
Fokus på kønssammensætning
I alt har 615 offentlige institutioner og virksomheder mv. indberettet oplysninger om kønssammensætningen i 2025.
Ligestillingsloven forpligter offentlige institutioner til at arbejde for en ligelig kønssammensætning i bestyrelser og den øverste ledelse. Der afrapporteres hvert andet år. Nøgletallene fra afrapporteringen for 2025 giver status over kønssammensætningen, måltal og politikker og viser udviklingen siden sidste afrapportering i 2023.