For dig, der vil stå stærkt fagligt

3 trin til at få max ud af at netværksmødet

Kender du følelsen af at gå fra et møde og tænke, at det ikke var din tid værd? Sådan skal det ikke være, når du netværker!

Mange af os deltager i stribevis af møder, hvor vores udbytte kunne have været større eller vores tid brugt bedre. Enten fordi vi ikke var forberedte på, hvad mødet egentlig skulle handle om, eller ikke havde gjort os klart, hvordan vi selv skulle bidrage. Det skal vi undgå, især når vi bruger tid på at deltage i netværksmøder, hvor formålet ofte er netop at få noget med os hjem.

Men i et netværk er det, som i så mange andre sammenhænge sådan, at hvis ikke nogen bringer noget til bordet, så er der heller ikke noget at hente. Det er lidt ligesom i banken; hvis ikke vi sætter penge ind på kontoen, så er der heller ikke nogen at hæve i automaten, når vi har brug for dem.

Med tre enkle trin får du hurtigt mere ud af at deltage i et netværksmøde – og bidrager til de andres udbytte. Det er jo ren win-win!

Før mødet - forbered dig

Det er vigtigt både for dit eget og de andres udbytte af netværksmødet, at du gør dig nogle overvejelser, før du kommer til mødet.

Sæt dig lidt ind i dagens emne – hvad ved du i forvejen, og hvad kunne du godt tænke dig at blive klogere på? Overvej nogle gode spørgsmål, som du kan stille en eventuel oplægsholder eller de andre deltagere.

Og tænk over dine egne erfaringer med emnet, så du har dem i frisk erindring til mødet.

Under mødet - deltag aktivt

Du skal selvfølgelig også selv deltage aktivt på selve mødet. Stil fx nogle relevante og åbne spørgsmål, som kan folde emnet ud og skabe dialog.

Eller bidrag med dine egne synspunkter eller erfaringer på en god og konstruktiv måde. Vær åben over for andres input og ideer, og stil nysgerrige spørgsmål, hvis du møder andre holdninger end dine egne.

Måske er der perspektiver, du ikke selv havde overvejet?

Efter mødet

Sidst men ikke mindst så er det vigtigt, at du bruger energi på at reflektere over, hvad du fik med dig fra mødet. Det er den letteste vej til at få omsat de nye input til handling.

Brug også lidt tid efter mødet på at overveje:

  • Er der nogen, du skal tale mere om emnet med?
  • Er der noget, du vil gå hjem og gøre anderledes?
  • Har du fået nye ideer eller inspiration, som du skal gøre noget ved, fx ift. dit arbejde eller personligt?


Noter gerne dine ”take-aways” ned, og sæt også gerne en deadline på de ting, du skal gøre noget ved, så du har en plan for, hvordan du får omsat de nye input til handling.

Læs artikler om at netværke

10 tips til det gode netværksmøde

3 trin til at få max ud af netværksmødet

5 gode grunde til at starte dit eget netværk

5 grunde til at du skal netværke

Det gode netværk skaber stærke relationer

Se styrkerne i dit netværk