For dig, der vil stå stærkt fagligt

Det gode netværksmøde skaber stærke relationer

Networking er et af tidens helt store buzz-ord. Men hvad er det egentlig for noget, tænker du måske? Og hvordan kommer jeg i gang?

At netværke handler først og fremmest om at skabe relationer. Det handler om at skabe kontakt til nye mennesker og pleje de relationer, man allerede har i sit netværk. På den måde får vi adgang til en masse ny viden, der kan hjælpe os med hverdagens udfordringer, eller får nye kontakter, der måske kan hjælpe os videre i en ny retning.
Men det er ikke altid lige let at få ”brudt isen”, når man er sammen med nye mennesker. Derfor er det vigtigt, at man som netværksfacilitator sørger for at skabe de bedste rammer for, at nye relationer kan opstå og udvikle sig blandt deltagerne. 

Tænk i netværksfremmende aktiviteter

Når du planlægger dit netværksmøde, så tænk over, hvordan du med indretningen af rummet og sammensætningen af programmet kan skabe nogle gode rammer for, at deltagerne får talt mest muligt med hinanden. 
 
Placér fx deltagerne ved mindre borde. Det skaber en tryggere og mere intim atmosfære og gør det lettere at komme i snak med hinanden. Undgå også for lange oplæg, og invitér i stedet deltagerne til at summe med sidemanden eller diskutere ved bordene.
 
Du kan også bruge teambuildingøvelser til at understøtte processen med at skabe kontakt mellem deltagerne og få dem til at åbne op for nye sider af sig selv og hinanden, som ellers ikke ville komme i spil. Husk blot at være tydelig om formålet med øvelserne, og vælg gerne nogle, der også har et fagligt fokus. 
 

Uden mad og drikke dur helten ikke! 

Et godt gammelt trick er også at sørge for, at der er både mad og drikke, når I mødes. Det behøver ikke være det helt store, men en kop kaffe, en sandwich, eller en lille snack skaber en god stemning og giver noget at mødes om i pausen eller før eller efter mødet. 
 
Generelt er det også en god ide at krydre møderne i netværket med aktiviteter af mere social karakter. Måske kan I tage på et kursus sammen, eller kombinere næste møde med at besøge en af deltagernes arbejdspladser? Eller I kan slutte mødet af med at gå ud og spise sammen. 
 
Mulighederne for at variere dine netværksmøder er mange, så det er bare op til jer at finde ud af, hvordan I kan gøre det så interessant og relationsskabende som muligt.

Læs artikler om at netværke

10 tips til det gode netværksmøde

3 trin til at få max ud af netværksmødet

5 gode grunde til at starte dit eget netværk

5 grunde til at du skal netværke

Det gode netværk skaber stærke relationer

Se styrkerne i dit netværk