Begivenhedsrige historier, nervepirrende fortællinger og spændende anekdoter. Hør seks fagforeningsfolk fortælle historien om de grafiske fagforeninger fra hver deres ståsted i 6 podcast. Grafisk Almenvelgørende Fond har finansieret serien for at bevare fortællingerne for eftertiden. Hør dem, når det passer dig.Fortællerne og deres historier er forskellige. De er sjove, skæve og mindeværdige på hver deres måde. De fortæller om en anden tid, hvor livet på de grafiske arbejdspladser var forskelligt fra det vi kender i dag.

Serien er produceret af journalist Helle Schøler Kjær.

Grafiske medlemmer husker tilbage.

Øverst fra venstre: Helmer Nymark Andersen, John Lund og Ritta Ærø Hansen. Nederst fra venstre: Lasse Frisch, Per Carlo og Bent Hansen.

Helmer Nymark Andersen var i sin tid litografisk medhjælper og bogbinderimedhjælper.
Hør ham fortælle om en tid, hvor de mønstrede et kæmpe sammenhold. En tid, hvor de brugte humoren som våben.
Om at blive truet med fængsel og jagtet rundt om bordet af en advokat fra mediehusets A/S-bestyrelse. Og om hvordan en ældre arbejdskollega fik ham i gang med at læse bøger, der åbnede en helt ny verden for ham. Selv om det vist ikke var meningen, at han skulle læse Marx og Engels...

Lyt til Helmer Nymark Andersens historie


John Lund var lidt af en eventyrer. Efter at have sejlet verden rundt blev han trykkeriarbejder.
Lyt til hans beretning om, hvordan han som 17-årig fik hyre hos The United States Navy (USN). Han kom til at elske USA og alt, hvad der var amerikansk. Alligevel holdt han lige så meget af Dansk Typograf-Forbund.
Men fortællingen om John handler også om organiske opløsningsmidler. Han blev opfarende og mistede hukommelsen. Og efter et langt ophold på Vejlefjord Sanatorium fik John tilkendt pension, og fagforeningen hjalp ham med en stor erstatning.

Lyt til John Lunds historie


Ritta Ærø Hansen startede som ”skriver” på avisen Vestkysten efter et kort kursus. Maskinsætterne gad ikke have noget med den tjans at gøre, for det var ”kvindearbejde”.
Hør, hvordan det var at sparke dørene ind til mændenes verden i Typografforbundet. Blive efterladt, når resten af bestyrelsen i Esbjerg gik ud at spise.
Og om, hvordan hun endte med at tilkæmpe sig respekt og blive valgt som faglig sekretær i Dansk Typograf-Forbund. Ritas historie handler også om at bygge et arbejdsmiljøarbejde op fra bunden, der førte til over 5.000 arbejdsskadesager, og om at komme til Afrika for at udbrede viden til arbejdspladser, som sejlede i opløsningsmidler, og hvor ingen kendte til værnemidler.

Lyt til Ritta Ærø Hansens historie

Lasse Frisch var trykkeriarbejder på Gutenberghus. Hør ham fortælle om koordinerede arbejdskampe, faste pladser i arbejdsretten og høj stemning i hverdagen.
Om et sammenhold, der kunne få en tillidsmand til at føle sig fire meter høj, men samtidig også ydmyg over for de kræfter, det gav, når kollegerne var villige til at ofre noget.
Om en tid, hvor der blev holdt studiekredse på arbejdspladsen om fx økonomisk demokrati og om de 11 ugers konflikt i 1981, hvor Berlingskes ledelse lockoutede typograferne.

Lyt til Lasse Frischs historie

Per Carlo Nilsson tager dig med på en rundvisning på Bornholms Tidende. Hør, hvordan det var at være tillidsmand på en lille ø langt væk fra B.T.-konflikten og den 141 dage lange typografstrejke i Det Berlingske Hus i 1977.
Forstå, hvordan de stort set undgik fyringsrunder og med gode aftrædelsesordninger og omskoling fik kantet sig ud af de politiske opgør mellem litografer og typografer.
Hør også, hvordan Per sikrede generationsskiftet af fagligt aktive. Og læg øre til, hvordan der blev hentet mere end dobbelt så store erstatninger hjem, fordi de forhandlede lokalt.

Lyt til Per Carlo Nilssons historie


Bent Hansen arbejdede i mange år som trykker på små bogtrykkerier. Der måtte de selv træde i karakter, hvis de ville have højere løn - ellers måtte de finde et andet sted at være.
Hør om oplevelsen af at komme til et stort trykkeri med orden i sagerne, hvordan han selv blev tillidsmand og lærte at bryde arbejdsgivernes løncirkulære - altså forbud mod at give lønforhøjelser - ved at hitte på en lang række andre goder til kollegerne.
Hør om en socialdemokrat, der var med, når arbejdspladsen gik i demonstration til Christiansborg. Og om, hvordan det var at blive valgt ind i Dansk Litografisk Forbund og være tæt på begivenhederne, da HK fik retten til at ombryde tekst på computer.

Lyt til Bent Hansens historie