Deltid i butik: Sådan er reglerne

Find svar på dine spørgsmål om arbejdstid, merarbejde, arbejdsplaner og aftenarbejde her, hvis du er deltidsmedarbejder i butik.

Reglerne om arbejdstid gælder primært for dig, der arbejder på en arbejdsplads, der har overenskomst med Dansk Erhverv Arbejdsgiver eller DIO II.
Kontakt din tillidsrepræsentant eller din lokale afdeling på telefon 7011 4545, hvis du arbejder under en anden overenskomst eller ikke har overenskomst på din arbejdsplads. Du kan også logge på Mit HK og se, hvilken overenskomst du er på. 

Alt om din arbejdstid - find svarene her

Du kan ikke pålægges at arbejde mere end to lange aftener efter klokken 17.45 og ikke mere end hver anden lørdag efter klokken 14.15.
Du kan godt aftale med din arbejdsgiver, at du arbejder flere lange aftener, men du kan altså ikke pålægges det.
Antallet af friweekender afhænger af, om din arbejdsplads er en såkaldt søndagsåben eller søndagslukket butik. Hvis du er i tvivl, om du arbejder i en søndagslukket eller søndagsåben butik, kan du spørge din tillidsrepræsentant eller din lokale HK-afdeling (tlf.: 7011 4545). 

Hvis du arbejder i en søndagslukket butik, har du ret til otte friweekender i løbet af en 16-ugers arbejdsplan. Ønsker din arbejdsgiver, at du skal arbejde flere weekender, skal I skriftligt aftale det – herunder også, hvilken betaling du skal have for det.

Hvis du arbejder i en søndagsåben butik, kan du ikke være sikker på at få otte friweekender i løbet af en 16-ugers arbejdsplan. Din arbejdsgiver kan nemlig fravige reglerne for at få butikken til at fungere, men det skal være rimeligt begrundet i virksomhedens forhold. Du kan altid spørge din lokale HK-afdeling, om det er rimeligt, at du ikke kan få otte friweekender på 16 uger.

Husk, i søndagsåbne butikker står det i overenskomsten, hvad du skal have i ekstra betaling, hvis du arbejder mere end otte weekender på 16 uger.
Du skal have et tillæg på 1/3 af din timeløn eller 20 minutters afspadsering pr. time på de ekstra søndage. Tillæg/afspadsering er kompensation for tabt søndagsfrihed. Tillægget betales ud over forskudttidstillægget.

En weekend starter ved arbejdstids ophør fredag.

Du skal kende din arbejdstid mindst 16 uger frem ifølge langt de fleste overenskomster.
Mindre væsentlige ændringer i arbejdsplanen kan ske med fire ugers varsel. Væsentlige ændringer skal ske med dit opsigelsesvarsel.

Du har krav på mindst en halv times pause, når du arbejder mere end fem timer. Den daglige pause kan ikke overstige en time, medmindre arbejdstiden uden pauser varer mere end 7,5 timer. I så fald kan du maksimalt pålægges at holde halvanden times pause.

Læs mere om reglerne for pauser

Du kan som deltidsansat ikke beordres til hverken mer- eller overarbejde. Hvis deltidsansatte aftaler timer ud over det timetal, der er aftalt ved ansættelsen, skelnes der mellem mer- og overarbejde. Ved overarbejde regnes pr. påbegyndt halve time.

Læs mere om overarbejde her

Registrer din arbejdstid

HK Handel ser mange sager, hvor virksomhederne ikke har registreret arbejdstider korrekt, og derfor er det vigtigt, du selv holder dit private regnskab. Derfor: Skriv altid dine arbejdstider ned.

Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder