Kontor og lager: Din arbejdstid

Hvilke dage har jeg fri med løn? Hvordan er reglerne for overarbejde? Hvor lang pause har jeg ret til? Find svar på spørgsmål om din arbejdstid her

Reglerne om arbejdstid gælder primært for dig, der arbejder på en arbejdsplads, der har overenskomst med Dansk Erhverv Arbejdsgiver eller DIO II.
Kontakt din tillidsrepræsentant eller din lokale afdeling på telefon 7011 4545, hvis du arbejder under en anden overenskomst eller ikke har overenskomst på din arbejdsplads. Du kan også logge på Mit HK og se, hvilken overenskomst du er på.

Alt om din arbejdstid - find svarene her

Du har ret til frihed med løn grundlovsdag (5. juni). Det samme gælder juleaftensdag (24. december) eller nytårsaftensdag (31. december). Er du på arbejde, skal du betales som for overarbejde.

Den normale effektive arbejdstid er 37 timer pr. uge for fuldtidsansatte. Arbejdstiden kan variere i en fast arbejdsplan i op til 26 uger. Deltidsansattes arbejdstid planlægges forholdsmæssigt.

Er du på funktionsløn,er reglerne anderledes - se mere her.

Du skal have en pause på mindst en halv time pr. dag. Du kan dog maksimalt pålægges en times pause.

Læs mere under pauser

Overarbejde skal begrænses mest muligt. Er du deltidsansat, har du ikke pligt til at påtage dig overarbejde.
Betaling regnes fra tidspunktet for overarbejdets begyndelse og afregnes pr. påbegyndt halve time.
Tillægget udgør 50 procent for de første tre timer pr. dag. Herefter er tillægget på 100 procent.
For overarbejde på søn- og helligdage og for overarbejde, der udføres mellem klokken 24.00 og 06.00, udgør tillægget 100 procent.
Bliver du uden forudgående varsel kaldt på arbejde, efter du har forladt virksomheden, udgør tillægget 100 procent for alle timer.
Du og din arbejdsgiver kan aftale, at overarbejdet afspadseres. Men arbejdsgiveren kan ikke diktere det.

Er du på funktionsløn (løn inklusiv overtidsbetaling og andre ulempebetalinger), skal eventuelle overarbejdstimer ud over 37 timer være kompenseret i din løn.
Husk at skrive dine timer op, og sørg for, at der er overensstemmelse mellem de timer, du arbejder, og din løn. Hør mere om funktionsløn, og hvad du skal være opmærksom på i den forbindelse, hos din lokale HK-afdeling på tlf. 7011 4545 eller hos din tillidsrepræsentant.

Registrer din arbejdstid

HK Handel ser mange sager, hvor virksomhederne ikke har registreret arbejdstider korrekt, og derfor er det vigtigt, du selv holder dit private regnskab. Derfor: Skriv altid dine arbejdstider ned.

Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder