Jeg fik en klump i halsen – og frosne fødder – da jeg mødte op på Christiansborg Slotsplads søndag den 5. februar for at demonstrere mod regeringens uigennemtænkte afskaffelse af store bededag. For jeg var ikke alene i kulden foran Christiansborg. Vi var mange tusinde.

Jeg kan ikke huske, hvornår vi tidligere har set så stor en demonstration i Danmark. Sammen fik vi vist, at fagbevægelsen lever, at medlemmerne vil engagere sig, og at politikerne skal lytte til helt almindelige mennesker, som kræver indflydelse på deres arbejdsliv og fritid.

Det er det, der for mig er essensen af den danske model: At vi i fællesskab står sammen og kræver løsninger, der forbedrer vores arbejdsliv – og helst uden politisk indblanding, tak.

Under demonstrationen mærkede jeg en stolthed over at være en del af så stærkt et fællesskab. Som fredeligt, men helt tydeligt, fik skåret ud i pap, at man ikke kan tilsidesætte den danske model ved at tage overenskomstforhandlede rettigheder ud af ligningen om store bededag.

Tak til alle jer, der mødte op for at demonstrere sammen med mig og alle de andre lønmodtagere foran Christiansborg. Jeg ved, at mange af jer kom langvejs fra, og jeg er stadig overvældet over, hvor mange der brugte en ellers tiltrængt fridag på at bakke op om sagen.

Og tak til alle jer, som har skrevet under på, at vi skal bevare store bededag her. Det er der i skrivende stund mere end 465.000 mennesker, der har gjort. Det giver mig håb for vores fællesskab og vores fremtid.

Og sidst, men ikke mindst, så giver det mig blod på tanden i det videre arbejde med at sikre HK Handels medlemmer de bedste vilkår.