Siden slutningen af 2021 er antallet at tyverier i danske butikker steget med 60 procent. Men det er ikke alene parfume, oksemørbrad eller chokolade, der forsvinder fra landets specialbutikker og supermarkeder, når de langfingrede kunder træder ind ad døren. Det samme gør trygheden for mange af de ansatte.

I en rundspørge blandt HK Handels medlemmer svarer næsten hver anden deltager, at de oplever utryghed som følge af butikstyverier. Det kan jeg godt forstå. For samtidig kan vores medlemmer berette om at blive mødt med trusler eller sågar vold, når de opdager en butikstyv på fersk gerning. Kombineret med den generelle risiko, butiksansatte har for at blive mødt med vrede kunder og trusler om alt fra tæsk til voldtægt, skaber det desværre den perfekte grobund for et giftigt arbejdsmiljø.

For mig understreger det, at mange butiksansatte tilhører en udsat gruppe, som derfor bør have særlig beskyttelse. Men vi ser desværre en kultur, hvor den utryghed, som butikspersonalet arbejder under, bliver nedprioriteret eller bagatelliseret.

Det er den kultur, vi i HK Handel forsøger at tage et opgør med. Vi foreslår, at politikerne på Christiansborg øger straffen for vold og trusler mod butiksansatte og sikrer de butiksansatte samme retslige beskyttelse som vagter, kontrollører og andre udsatte faggrupper.

Det vil sende et vigtigt signal om, at der ikke er fripas til at udøve vold eller trusler mod de ansatte i butikkerne. Samtidig kan det forhåbentlig sende et signal til butikstyve om, at der ikke er frit slag til at opføre sig på en utryghedsskabende måde.

Utrygheden skal ud af supermarkederne og landets øvrige butikker. Og det kan kun gå for langsomt.