Som formand for HK Stat MidtVest glæder det mig, at Skattecenter Viborg inden længe udvider Center for Straffesager med en ny enhed. En enhed, der sammen med den eksisterende skal have fokus på banderelaterede straffesager, straffesager med kryptovaluta og sager om blandt andet overførsel af større pengesummer til udlandet, som der ikke er blevet betalt skat af.
Det er dejligt, at skatteforvaltningen med sine mange underorganisationer endnu engang bliver prioriteret midler, så vigtige samfundsopgaver kan løftes: Nemlig at vurdere de strafferetslige konsekvenser, når borgere og virksomheder med vilje, eller fordi de ikke har undersøgt reglerne tilstrækkeligt, unddrager sig skatter og afgifter.
Og så er det selvfølgelig dejligt, at der kommer flere HK-arbejdspladser til det midt- og vestjyske område. Der skal oprustes med mere end 20 juridiske sagsbehandlere, og når det gælder sagsbehandling, er HK’erne eksperter.
HK’ere er administrativt stærke og kan både vurdere straffesager, afholde møder med sigtede og rådgivere, skrive bødeforelæg og tiltalebegæringer til politiet, samarbejde med politi og anklagemyndighed og har regnskabskendskab og talforståelse.
I HK MidtVest har vi tidligere hjulpet SKAT i rekrutteringen af medarbejdere gennem HK JobBørs, som indeholder CV’er på mange kvalificerede HK’ere på udkig efter nyt job.
Siden januar 2015 har medlemmer af HK MidtVest, der søger efter et nyt job, og arbejdsgivere i det midt- og vestjyske kunnet få hjælp til at komme i kontakt med hinanden gennem HK JobBørs.
Som HK-medlem kan du lægge dit CV ind på HK’s jobportal, og så holder vi øje med jobmulighederne og foreslår dig som kandidat, når en arbejdsgiver henvender sig til os med et job, der passer til dine ønsker og kvalifikationer.
Og som virksomhed kan du fortælle os, hvad din nye medarbejder skal kunne, og hvor mange kandidater, du gerne vil have til samtale om jobbet. Så hjælper vi helt gratis med at finde kvalificerede kandidater.
Så skulle Skattecenter Viborg eller andre få brug for hjælp til at rekruttere, så står vi klar. Det er bare at tage fat i os.