1. Kongressens forhandlinger ledes af 2 dirigenter. Disse ordner indbyrdes mødets ledelse.
  2. De delegerede tjekker ind hver morgen i kongressalen og ellers efter dirigenternes anvisning.
  3. De delegerede beder om ordet via kongressens digitale platform eller ved at aflevere ”jeg begærer ordet”.
  4. Ændringsforslag skal indleveres skriftligt til dirigenten forsynet med delegeretnummer og navn.
  5. Forslag om afslutning eller taletidens begrænsning kan stilles af enhver delegeret på kongressen.
  6. Ingen delegerede kan få ordet til samme sag mere end 3 gange. Herfra undtages dog forslagsstilleren.
  7. Ingen kan have ordet mere end 5 minutter ad gangen.
  8. Undtaget fra disse bestemmelser er forbundssektorformanden og forbundssektornæstformanden.
  9. Afstemning foregår ved håndsoprækning. Dirigenten kan vælge at lade afstemningen foregå på anden måde og skal gøre det, hvis mindst 40 delegerede forlanger det.
  10. Alle afstemninger foregår fra de delegeredes pladser.
  11. Hvis der er opstillet flere kandidater, end der er tillidsposter, foregår valget via app. Rækkefølgen af talerne for henholdsvis kandidater afgøres ved lodtrækning.
  12. Såfremt der i forbindelse med valg af forbundssektorformand eller forbundssektornæstformand er bragt flere kandidater i forslag, foretages valget ved skriftlig afstemning via kongresplatformen. Dirigenten kan vælge at lade afstemningen foregå på anden måde, hvis det viser sig nødvendigt.

    Særligt for valg til forbundssektorformand eller forbundssektornæstformand gælder følgende:
  13. Opstillede kandidater har mulighed for at holde en præsentationstale på indtil 5 minutter.
  14. Rækkefølgen af talerne for kandidaterne afgøres ved lodtrækning, medmindre kandidaterne er enige om rækkefølgen.
    a) 2 kandidater
    Den kandidat, der opnår flest af de afgivne gyldige stemmer, er valgt. Ved eventuel stemmelighed foretages ny afstemning. Hvis også denne afstemning resulterer i stemmelighed, trækkes der lod mellem de 2 kandidater.
    b) 3 eller flere kandidater
    Såfremt der er én kandidat, der opnår mere end halvdelen af de afgivne gyldige stemmer, er pågældende valgt. Hvis dette ikke er tilfældet, gennemføres en ny afstemning mellem de 2 kandidater, der har opnået det højeste og det næsthøjeste stemmetal*

    Ved evt. stemmelighed foretages ny afstemning. Hvis også denne afstemning resulterer i stemmelighed, trækkes der lod mellem de 2 kandidater.
  15. *Hvis der ved afgørelsen af, hvem der har opnået det højeste eller næsthøjeste stemmetal, er stemmelighed mellem flere kandidater, gennemføres ny afstemning mellem de kandidater, der har opnået samme højeste eller samme næsthøjeste stemmetal. Hvis resultatet fortsat er stemmelighed, trækkes der lod mellem kandidaterne.