Det tog kun en uge – så havde den 52-årige vognmand Benny Nielsen, der driver Fredsø Vognmandsforretning i Nykøbing Mors, fundet en ny medarbejder, og kontorassistent Birte Christensen, også 52 år, fundet et nyt job.

 

Birte Christensen havde gået ledig siden nytår, da hun i maj 2021 blev kontaktet af Lone Bjørnkjær, der er jobformidler i HK MidtVest.

 

Birte havde uploadet sit CV i HK JobBørs, og Lone kunne se, at Birtes kvalifikationer stemte godt overens med et stillingsopslag, som Fredsø Vognmandsforretning havde lagt ind.

 

Lad os matche dig til det rigtige job

 

Birte Christensen og Benny Nielsen

 

Søgte allround kontorassistent

Fredsø Vognmandsforretning er ét af de førende firmaer på markedet indenfor transport med containerbiler og tiptrailere og har ca. 100 ansatte. Og Benny Nielsen var på udkig efter en allround kontorassistent til fakturering, bogholderi, modtagelse af ordrer og registreringer 37 timer om ugen.

 

Birte sagde ja til, at Lone Bjørnkjær måtte sende hendes CV og en kort ansøgning videre til Fredsø Vognmandsforretning, og efter nogle få dage blev hun kaldt til samtale sammen med to andre kvalificerede kandidater. Og det blev Birte, der fik jobbet, som hun startede i 21. juni 2021.

 

- Det var første gang nogensinde, at jeg gik ledig, og der er rigtigt mange om buddet, når du søger på normal vis. Men gennem HK JobBørs kan man sige, at du får en fordel, fordi du på forhånd er blevet søgt ud på baggrund af dine kvalifikationer, lyder det fra Birte, der er faldet godt til i transport- og speditionsfirmaet.

 

- Opgaverne er afvekslende. Jeg har kontakt til mange mennesker, både kunder og kolleger. Vi deles om opgaverne og er gode til at hjælpe hinanden i firmaet, så det er et godt sted at være, fortæller hun.

 

Erfaringer talte

Birte er oprindelig uddannet lagerekspedient men har arbejdet på kontor i en længere årrække, og det er også blevet til en kontoruddannelse med merit.

 

De sidste mange år har hun arbejdet som overassistent hos Skive Kommune i TEMU, Teknik, miljø og udvikling, hvor hun blandt andet har haft med håndtering af affald at gøre. Og det var blandt andet på den baggrund, at Benny Nielsen valgte at ansætte Birte.

 

- Det var et klart plus. Hos Fredsø tager vi os nemlig blandt andet af transport af erhvervsaffald og madaffald og indsamling og sortering af affald fra private og erhverv, siger Benny, der ikke vil tøve med at bruge HK JobBørs, hvis han igen står og mangler en medarbejder.

 

- Det er en langt hurtigere proces end at slå stillingen op med måske flere hundrede ansøgninger, der skal gennemgåes. Gennem HK JobBørs får du et begrænset antal kandidater, som alle er kvalificerede til jobbet, forklarer han.

 

Lad os matche jer til den rigtige medarbejder

 

Mød jobformidler Lone Bjørnkjær

Artiklen er opdateret 02. september 2021

Du får hjælp til at finde og søge job

Du kan få personlig sparring på din ansøgning og dit cv af vores specialister på området. Du skal bare sende dine dokumenter til os, så vil du blive kontaktet af en vejleder hurtigst muligt.
Er du på udkig efter nyt job? Så tilmeld dig HK Jobbørs – uanset om du er i job eller ledig. Her hjælper vi hver dag arbejdsgivere over hele landet med at finde de helt rigtige HK’ere til spændende stillinger. Tilmeld dig nu, så du kan komme i betragtning, når der kommer nye jobs, der matcher dine kompetencer.