Jesper Christensen er informationsmedarbejder ved DSB Trafikinformation S-tog og far til en dreng på 5 år. Tog 2 ugers barselsorlov med sin søn. Foto: Lisbeth Holten.
Da Jesper Christensen for knap seks år siden blev far til en dreng, tog han kun 14 dages barsel. De eneste 14 dage, som hidtil har været øremærket far i den danske lovgivning. Så var det tilbage på job, mens konen blev hjemme barselsperioden ud.
- Det var af økonomiske årsager. Jeg var højest lønnet derhjemme, og samtidig havde min kone brækket anklen, så hun gik alligevel hjemme. Så det var det mest naturlige og mulighedernes kunst, fortæller 40-årige Jesper Christensen, der arbejder som informationsmedarbejder i DSB.
- I dag tænker jeg, at jeg gerne ville have haft noget mere tid sammen med mit barn det første år af hans liv. Jeg tror såmænd ikke, at jeg ville have haft et anderledes forhold til ham i dag, men jeg tror, at det havde været godt for både ham og mig, hvis jeg havde været mere med fra start og måske hurtigere havde bygget en stærkere relation.
Jesper Christensen er positivt indstillet over for de 11 ugers øremærket barsel til far, som et flertal i Folketinget landede en aftale om i sidste måned. Også selv om det - hvis det havde gjaldt for seks år siden - havde betydet, at hans familie skulle have truffet anderledes valg.
- Det havde da muligvis været irriterende for vores specifikke situation. Men så havde det været det, vi skulle, og jeg synes, at der er åbenlyse fordele ved det. Man går så meget op i ligestilling på arbejdsmarkedet og alle mulige andre dele af samfundet, så der skal naturligvis også være ligestilling på barslen. Og hvis vi fastholder det nuværende, så kommer vi i hvert fald ikke ud over det problem, at kvinder er dårligere stillet på arbejdsmarkedet.
Læs også: Den nye barselsmodel deler medlemmerne
Jesper Christensens holdning er også erklæret farvet af, hvor han bor - i Malmø, Sverige. Så mens han arbejder i Danmark efter danske regler, oplever han blandt venner og bekendte fra blandt andet sønnens børnehave, hvordan de svenske regler påvirker familierne.
Hos nabolandet har man i mange år haft øremærket barsel til faren - tre måneder siden 2016. Det betyder også, at mens danske mænd tager omkring 10 % af al barsel, så er det tal omkring 30 % i Sverige.
- Jeg kan se og hører om, hvordan mænd er meget mere involveret i de små børn. I Sverige ser jeg meget mere mænd gå rundt med deres børn alene, end jeg gør i Danmark. Jeg er sikker på, at både forældre og børn får langt mere ud af det. Så ved jeg godt, at de også generelt har en længere barsel i Sverige. Det kunne man også godt ønske sig i Danmark, men det er selvfølgelig en helt anden diskussion.