Mike Krause er tegnsprogstolk hos Tegnsprogstolken.dk og far til en dreng på knap 3 år. Tog 9 ugers barselsorlov. Foto: Lisbeth Holten.
Mike Krause ville sådan set gerne have taget mere barsel med sin nu snart treårige søn. Han var hjemme i ni uger; fem uger helt i starten og fire uger i slutningen for at hjælpe til med indkøringen af sønnen i vuggestuen. Men det skulle ikke være på bekostning af hans kærestes tid derhjemme.
- Min kæreste ville gerne gå hjemme i et år, og det syntes jeg ærlig talt, at hun skulle have lov til. Hvis jeg skulle have taget fire uger mere, for at vi ikke mistede dem, så ville jeg isoleret set ikke have haft noget problem med det. Men jeg ville have været rigtig ked af, at min kæreste dermed mistede en måned, siger Mike Krause.
Og den prioritering er der sådan set ikke nogen - heller ikke staten - som skal blande sig i, mener den 31-årige tegnsprogstolk fra Køge.
- Det har vi altså kognitivt niveau nok til selv at administrere. Det er et helt grundlæggende og principielt spørgsmål for mig. Jeg mener ikke, at der har været et problem med øremærket barsel til moren. Dybest set burde barselsorloven alene følge barnet, så der ikke var øremærket noget til hverken mor eller far, siger Mike Krause.
Læs også: Den nye barselsmodel deler medlemmerne
Fortalere for øremærket barsel argumenterer for, at det øger ligestillingen for kvinder på arbejdsmarkedet. Mens mænd i højere grad får mulighed for at være hjemme med deres børn. Og det er sådan set vigtige nok emner, mener Mike Krause.
- Men jeg er simpelthen bare ikke enig i, at det er noget, staten skal involvere sig i. Hvis en kvinde er bekymret for negative konsekvenser for sit arbejdsliv, må hun finde ud af med sin mand, at han går lidt længere hjemme.
- Og hvis man som mand ikke kan få lov at holde barsel, så vil jeg være ganske hård og sige, at så skulle han have valgt at få barn med en, som havde lyst til at dele sin barsel. Det kan i hvert fald ikke være rigtigt, at staten skal blande sig i, hvordan vi som forældre holder barsel.