Folk spørger altid til mit sexliv

Tom Christensen, HK’er, der arbejder i fagforeningen 3F. Foto: Lisbeth Holten

”Er det ikke ulækkert at have sex med en mand?”

Flere gange i mit arbejdsliv er jeg blevet mødt af variationer af det spørgsmål og andre dumsmarte bemærkninger. Når man har en anden seksualitet end heteroseksualitet, er det som om, at det er en blåstempling af, at man må spørge ind til enormt intime detaljer - og ens seksualitet bliver degraderet til kun at handle om sex.

For nylig holdt jeg et oplæg om LGBT-rettigheder i fagbevægelsen, hvor en siger til mig, at han ikke forstår, hvorfor vi skal tale om det. ”Det er jo fuldstændig irrelevant, hvem du går i seng med,” sagde han. Hvorfor er det hele tiden dér, fokus er? Det handler jo om så meget mere - hvem jeg forelsker mig i, og ja, hvem jeg er. Og så viser det jo med al tydelighed, hvor meget der netop er at tale om.

Allerede inden jeg sprang ud, var der flere kolleger i fagbevægelsen, der havde travlt med at definere min seksualitet - og satte spørgsmålstegn ved den - som om de følte, de havde ret til at vide det. Jeg kan huske, at jeg som ungdomspolitiker deltog i en julefrokost, hvor et bestyrelsesmedlem flere gange spurgte ”du er da homoseksuel, er du ikke?” Jeg var på det tidspunkt slet ikke klar til at springe ud, ej heller sikker på min egen seksualitet.

Men også efter jeg er sprunget ud, har jeg oplevet kolleger sætte spørgsmålstegn ved min person. Sidste år kom en ansat i fagbevægelsen og sagde til mig, at han accepterede mig, men at han ikke kunne forstå min seksualitet. Jeg forstår ikke, hvor kravet om at skulle forstå kommer fra. Vi skal respektere hinanden som kolleger og som mennesker. Når accepten kommer med et men, så er jeg jo netop ikke helt accepteret.

Hør podcasten om Daniel der blev mobbet, fordi han er homoseksuel

For nogen kan det måske lyde som en banalitet, men når du hører det om og om og om igen, så bliver man også mere og mere påvirket. Det er jo ikke noget, jeg kun møder fra 8-16. Også privat får jeg beskeder fra primært mænd, der har travlt med at fortælle mig, hvor klam jeg er. Det er mit og andre LGBT’eres liv.

Jeg overvejer altid, hvor tydelig jeg kan være om, hvem jeg er, over for de medlemmer jeg rådgiver på mit arbejde. Jeg har ikke lyst til, at det skal være en hemmelighed. Men det skal heller ikke påvirke deres syn på mit arbejde - om jeg er dygtig eller ej, og om jeg er i stand til at køre en faglig sag. Nogle få gange har jeg oplevet, at medlemmer har reageret på det. For nogle år siden var der en elev, jeg hjalp med en sag om blandt andet manglende løn. På et tidspunkt fandt han ud af, at jeg er bøsse. Og så sagde han, at han syntes, det var klamt, og at han ikke var sikker på, at jeg burde køre hans sag færdig. Jeg skulle have haft mod til at gå videre med det i organisationen, men det havde jeg ikke på det tidspunkt. I stedet overtog min kollega sagen.

Jeg har efterhånden masser af ”hård hud” på brystet at stå imod med. Men det er stadig pissesvært, fordi jeg - og vi - jo går imod flokken. Forestil dig så at være 16 år og skulle møde det her på en arbejdsplads.