Anonym

Foto: Lisbeth Holten

Sådan lød det for et par år siden gennem storrumskontoret fra en kollega, der sad og så nogle festbilleder igennem på sin computer. Mens hun fik et hysterisk grineflip, og grinene blev mere og mere højlydte, i takt med at flere og flere kolleger samlede sig ved hendes plads, sad jeg selv og fik mere og mere ondt i maven.

Episoden med min kollega skete før, jeg sprang ud. Det kan godt være, at der ikke var nogle synlige i rummet fra regnbuesegmentet, men det betyder jo ikke, at der ikke er nogen. Det kan jo være, at der netop er en grund til, at de ikke er synlige.

Efter et stykke tid endte jeg med at rejse mig og råbe, at de skulle stoppe, og hvordan fanden de kunne tale sådan om andre mennesker, inden jeg forlod kontoret grædende. Jeg var så vred og ked af det, at jeg rystede.

Jeg har i mange år været meget åben omkring, at jeg er queer, og også senere om at være transperson siden jeg kom ud for cirka fem år siden. Det har jeg gjort ud fra et politisk synspunkt om, at jo mere synlig du er, jo sværere er det for et samfund at få en til at forsvinde. Men også for at andre kan se, at der findes folk ligesom dem, hvis de er utrygge ved at komme ud.

Min åbenhed har gjort, at folk tager det, som om jeg altid vil tale om det, og jeg vil tale om alt, der har med området at gøre, og at jeg kan forklare alting. Det er fint, når folk kommer og er åbne og nysgerrige og siger ”det her forstår jeg ikke, kan du forklare det med andre ord”, men jeg oplever desværre også ofte kolleger, der kommer og stiller mig til regnskab for alt, hvad miljøet gør. Det har gjort, at jeg på arbejdspladsen ofte er blevet ufrivillig ambassadør for et kæmpe segment. Men jeg kan jo ikke tage ansvar for, hvad andre LGBT-personer siger og gør. Det er udmattende kun at blive set som det - og ikke som alt det andet, jeg også er.

Jeg har også oplevet en kollega, der sagde, at alle LGBTpersoner har en psykisk sygdom. ”Det kunne man se i statistikkerne”, var hendes argument. Hun mente, at de var LGBT-personer, fordi de var psykisk syge. Hun kunne slet ikke se, at de psykiske udfordringer, nogle i LGBT-segmentet oplever, jo også kunne have noget at gøre med al den modstand og alt det had, de møder fra omverdenen.

Generelt i dagligdagen bliver specifikke egenskaber også hele tiden tillagt forskellige køn, ”det kan mænd heller ikke finde ud af” eller ”det er en kvindeopgave”. Folk er utrolig gode til at lufte deres fordomme hele tiden. Det er enormt trættende, fordi det er jo ikke sådan, virkeligheden er. Og når man som jeg er nonbinær (en person, der hverken definerer sig som mand eller kvinde, red.), så tydeliggør det også, hvor meget folk tænker i binære køn. Det giver mig en følelse af ikke at eksistere i deres virkelighed.

Jeg transitionerede, mens jeg var på mit gamle arbejde, og der mærkede jeg, hvor svært det er at få folk til at skifte pronomener og få folk til at se en som noget andet på den samme arbejdsplads. Mange siger, ”det er jo bare pronomener,” men hvis jeg hele tiden går og siger hun om min mandlige kollega, så tror jeg også, han ville blive træt af det til sidst. Det er, som om folk ikke ser en som den, man rent faktisk er.

Der er en grund til, at så mange transkønnede vælger at træde ud af arbejdsmarkedet nogle år, transitionere og så vende tilbage til arbejdslivet på en ny arbejdsplads.

Når jeg søger job, ser jeg også bevidst efter, om det er en virksomhed, der har en diversitetspolitik, og at jeg kan finde noget om LGBT-segmentet på deres hjemmeside. Det gør, at jeg føler, jeg kan gå til HR, hvis jeg oplever ting, jeg synes er ufede.

Det er en luksus, jeg kan tillade mig, fordi jeg arbejder i en branche med meget lav arbejdsløshed. Der er jo mange, der ikke har de samme muligheder.

 

Anonym transpersons bude på, hvad man kan gøre som kollega

Åbenhed og villighed til at lære og blive klogere er det allerbedste, jeg har mødt i kolleger. Det er vigtigt, at man deltager aktivt i diversitets- og inklusionsarbejdet på arbejdspladsen og møder alle åbent og ikke tager det som personlig kritik, hvis man fx bliver rettet i sin brug af pronomener. Tro på os, når vi påpeger problemer, og lad være med at sige, ”det synes jeg altså ikke er et problem”, når du ikke selv har prøvet det på egen krop. Og hold op med at romantisere "de gode gamle dage", hvor man ikke skulle tænke så meget over, hvad man sagde hele tiden”. For det gik ud over en masse mennesker, hvis smerte aldrig blev taget seriøst, og som blev usynliggjort af sprog og normer.

 

1 UD AF 3 TRANSPERSONER HAR VALGT AT SKIFTE JOB PÅ GRUND AF DERES KØNSIDENTITET

Kilde: Als Research for Ligestillingsministeriet.