Jannick Jensen, 50 år, HK’er i erhvervsafdeling i rengøringsvirksomhed. Foto: Lisbeth Holten
”Er du nødt til at komme i sådan trøje for at manifestere din seksualitet?”
Det var de første ord fra en kollega, da jeg trådte ind ad døren på kontoret i en ny Gant-trøje. Trøjen havde helt præcis 22 forskellige farver, for jeg talte dem efterfølgende. De mange farver gjorde mig glad, og jeg havde overhovedet ikke tænkt tanken, at den skulle sende et seksuelt motiv. Jeg vil ellers mene, at man godt kan gå i andet end sort og hvid, uden at man er bøsse. Men på den arbejdsplads, som er den værste, jeg har været på, var det åbenbart det eneste, flere af dem så, når de kiggede på mig.
Til at starte med fortalte jeg ikke, at jeg var homoseksuel. Men da jeg havde været ansat et års tid, skulle jeg giftes, og der var det jo helt naturligt at fortælle, at det var med en mand.
Tonen var generelt hård, og der var en seksuel undertone i alt. Hvis en kvinde kom ind på kontoret, kunne mine kolleger finde på at sige, at hun så godt ud, og at hun skulle have ”fars pik op”. Gik jeg ud på lagret, kunne lagermedarbejderne finde på at pifte efter mig og råbe ”nu kommer fru Bech, hold kæft en god røv”.
På et tidspunkt kom der en ung fyr ind på kontoret. Straks var der flere kolleger, der stod og kommenterede på hans udseende og sagde, at hvis jeg var gået på lagret med ham, så var vi nok ikke kommet tilbage foreløbig. Sådan var det bare hele tiden.
Hør podcasten om Daniel der blev mobbet, fordi han er homoseksuel
Til en julefrokost var de fra lagret tyvstartet og havde allerede drukket en del, da festen officielt gik i gang. En kollega kom over for at hilse på, men i stedet for at give mig hånden og sige goddag tog han fat om mine testikler og sagde, ”nåh, de er faldet ned”. Jeg stivnede fuldstændig. Jeg stod der i alles påsyn, mens han havde fat i mine kugler. Ingen af de andre, der var til stede, sagde eller gjorde noget. Jeg fik selvsamme kollega som bordherre til middagen.
Han fortsatte med at tage mig på lårene gentagne gange i løbet af aftenen og kom med upassende bemærkninger. Der var stadig ingen, der gjorde noget. Efter den julefrokost deltog jeg ikke i noget efter arbejdstid længere.
Jeg synes egentlig ikke, at jeg er sart, men den mandehørm, der herskede, var langt over min grænse. Og det gik jo ikke ud over de andre mænd, det var kun mig. Jeg gider ikke udstilles og være ”firmabøssen” - jeg er så meget mere end det. Jeg kan sagtens godt selv opfordre til selvironi og lave lidt sjov, men det skal foregå på en ordentlig måde med respekt for hinanden.
Der var ingen, der tog de ting, jeg sagde, til efterretning. Der blev altid bare stille, og så gik samtalen videre. Chefen gjorde heller ingenting ved det, tværtimod udøvede han selv chikanen.
Jeg endte med at sige mit job op. Kort tid efter fik jeg en besked fra en kollega, der skrev, ”så skulle jeg havde taget på din gode røv, mens tid var”. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor udbredt seksualisering kan være på nogle arbejdspladser.
Jannicks bud på, hvad man kan gøre som kollega