Ulrik Lynge

Coach Ulrik Lynge åbnede AMR-dagen med ønske om større fokus på 'arbejdsglæde'. Foto Michael Bech

- Det skal være sjovt at gå på arbejde. Og vi skal ikke blive syge eller komme til skade, når vi er på jobbet. Derfor er jeres funktion så vigtig, siger HK Stats næstformand Ulla Moth-Lund Christensen, da hun åbner HK Stats temadag ’Sæt gang i trivslen’ i Odense 21. september.

Foran hende sidder en sal fyldt med de statslige arbejdsmiljørepræsentanter, som det hele handler om. De er alle klar til en dag spækket med både de nye og de gode gamle råd og redskaber til det konstante eftersyn af de statslige ansattes fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Antallet af arbejdsulykker stiger 

For arbejdsmiljøet skal være i orden, når vi har et samfund, hvor stress-sygemeldinger hver dag rammer omkring 34.000 danskere – og hvert år koster samfundet mere end 14 milliarder kroner i udgifter omkring fx sygedage, tidlige dødsfald og førtidspensioner. Derfor er ’glæde og balance selve grundstenene til at præstere bedst’, mener første oplægsholder, coach Ulrik Lynge, der vil have arbejdsmiljørepræsentanterne ’op på ølkassen’ for at få de statsansatte i tale.

Stor effekt af lille indsats

- I er en topprioritet på arbejdspladser, når begrebet ’arbejdsglæde’ skal tages alvorligt. Den opgave skal I tage på jer. For man trives kun i et miljø, man kan lide at være en del af. Der er 219 arbejdsdage i år, så hvorfor arbejde et sted, hvor man ikke har det godt? I står på mål for noget, der er større end at gå på arbejde. Relationer bygger dig op – og adfærd smitter, siger Ulrik Lynge. 


Professor Karen Søgaard slog et slag for den lille træningsseance på kontoret. Foto: Michael Bech

Professor Karen Søgaard tager fat i en anden slags trivsel i arbejdslivet, da lederen af forskningsgruppen Fysisk Aktivitet og Sundhed i arbejdslivet ved Syddansk Universitet slog fast, at de arbejdende HK’eres fysiske kondition er for nedadgående. Men samtidig viser hendes forskning, at der er en stor positiv effekt at hente på det fysiske velvære ved at forbedre den dårlige kondition bare en lille smule.

LÆS OGSÅ: Forsker: Derfor bør I træne i arbejdstiden 

- 25 procent af alle sygemeldinger på arbejdspladserne stammer fra smerter i lænd og nakke. De fleste sidder ned for længe ad gangen og mangler variation i arbejdsstillingerne. Vi ved, at fysisk aktivitet og lidt træning kan holde mange skavanker væk, men vi får ikke gjort det på jobbet. Det kan ellers gøres på få minutter hver dag: Sørg for at justere løbende på stol og bord, tag en aktiv pause med en elastikøvelse, stå mere op, gå en lille tur, tag trapperne og find et par minutter hver dag til at lægge dig på et blødt underlag i ’bananen’ (læg dig på ryggen, løft fødder og ryg – og hold stillingen, red.), siger Karen Søgaard, som anbefaler at bruge den gratis ’Træn Smart’-app, der kan hentes via BFA’s hjemmeside.

HENT TRÆNINGS-APP: ’Træn Smart’ i hverdagen  

Gå på jagt efter den perfekte pause

Der er ikke rigtig noget dårligt at sige om pauser på arbejdspladserne. De er nærmest ’magiske’, mener ledelsesrådgiver og forfatter Pia Hauge. Men stadigt færre får holdt de velgørende pauser, mens arbejdsgivere i misforstået spareiver har nedlagt mange af de tidligere faste pauser. Så selv om alle eksperter er enige om, at pauser på jobbet er en rigtig god idé, så forsvinder pauserne midt i travlheden.

- Pauser er efterhånden blevet individualiseret. Ingen kalder længere til pause. Men jeres ledere skal vide, at pauser ikke er pjæk. Tværtimod. Pauser er en god forretning både for medarbejderens energi og velvære og for arbejdsgiverens produktivitetsmålinger. Det er faktisk uansvarligt IKKE at holde pauser. For man ved, at pauser giver power og ilt til hjernen, bedre koncentration og mere effektivitet. Men det er en fælde, hvis du digitaliserer din pause, så læg mobilen væk, siger Pia Hauge. 


Forfatter Pia Hauge lagde vægt på gevinsterne ved at holde pause. Foto: Michael Bech

LÆS OGSÅ: Tema: Hop ud af hamsterhjulet og husk dine pauser 

Ledelsesrådgiveren anbefaler HK’erne at gå på ’jagt efter den perfekte pause’. Find den, der virker bedst for dit stressniveau – og tag den gerne om formiddagen, for så giver det mindre stress om eftermiddagen, viser forskningen. Og de gående pauser giver 4,6 procent bedre produktivitet, fortæller Pia Hauge. Så hun opfordrer alle til at tage en ’kollega to go’-pause.

HK’erne i top på uheldig liste

AMR-dagen indeholder også en case med Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor ledelse og medarbejdere sammen har styrket arbejdsmiljøarbejdet, og fire workshops.

Det hele slutter af med et oplæg om arbejdsskader og anmeldelse af dem ved advokat i HK, Leif Hove-Donbæk. Advokaten giver flere eksempler på de mange sager om dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, han årligt fører for HK. Og giver råd til, hvordan en arbejdsskade bedst håndteres af AMR’erne.

LÆS OGSÅ: Tema: Stress er ikke din egen skyld 

Han dykker også ned i den årlige statistik for anmeldte arbejdsulykker og -skader på det danske arbejdsmarked, hvor især tallene for psykiske belastninger og sygdomme affødt af jobbet springer i øjnene. Mens halvdelen af arbejdsskader for HK’erne er nakke-, hud-, skulder- og armskader, så består den anden halvdel udelukkende af skader som følge af psykiske belastninger. Et område, hvor ansatte i HK-arbejde i forhold til andre faggrupper er klart overrepræsenteret.

- Det er ikke akademikerne, der bliver psykisk nedbrudt og syge oven på et stressforløb. Det er HK’erne – og det viser statistikken tydeligt, siger Leif Hove-Donbæk.