Arbejdspladsen så den anden vej, da Pernille fik stress
Tag dig sammen, svagpisser! Sådan tænkte 47-årige Pernille Devald om sig selv, da hun efter flere års overbebyrdelse i sit job i skatteforvaltningen brød sammen og måtte erkende, at hun var ramt af stress.
Af Ingelise Egeberg. Foto: Lisbeth Hjort
I dag har chefkonsulent Pernille Devald det nogenlunde, men bliver hun bedt om at tage for mange beslutninger på en gang, oplever hun en kvælende fornemmelse og er nødt til at sige: ‘Stop, det må vente. En ting ad gangen.’
Sådan har det ikke altid været. Da hun blev ansat i Skat i november 2014, tog hun masser af beslutninger. Hun tændte på processer og var drevet af at få dem til at forløbe hurtigere, smartere og bedre. Når ingen andre tog affære, rakte hun hånden i vejret.
- Hvis jeg følte, der var behov for at gøre noget, gjorde jeg det, også selv om det ikke var mit område. Og den, der rækker hånden op, får jo opgaven, fortæller Pernille Devald.
Hun kom fra YouSee og senere TDC, hvor hun arbejdede sig op fra ufaglært kundeservicemedarbejder til forretningsspecialist, til et job som procesejer for Skattekontoen i Skat. Her fortsatte hun videre ud over stepperne med at løse problemer og lægge strategier: Ikke fordi lederne bad hende om det, men fordi hun ikke kunne lade være.
- Jeg er den, der holder øje med, hvad der sker, og jeg skal altid prøve, om ikke det kan gøres nemmere at komme fra a til b – samtidig med at jeg har øje for, hvad der sker ved c og d.
En stigende underbemanding og flere omstruktureringer gjorde, at Pernille og hendes kolleger måtte løbe hurtigere og hurtigere. Til sidst erfarede Pernille, at hun var en slags de facto chef. Ligesom hun oplevede, at ingen længere oppe i organisationen rettede blikket mod hendes område, fordi det fungerede. Deres øjne var rettet mod udbytteskatteskandalen og alle de andre ting i Skat, der krævede brandslukning.
- Mit område var glemt. For hvor mange ressourcer er der lige til et område, der fungerer, når man fx opdager en udbytteskattesag?
Når Pernille kigger tilbage, kan hun se, at hun har været kampberedt i hele perioden. Hendes indstilling var, at har man problemer, skal de arbejdes væk. Så hun mærkede ikke, hvor galt det i virkeligheden stod til.
Hvad, hvis trafikken gik i stå?
En dag i november 2018 væltede læsset for Pernille. Hun havde fri og havde givet sig selv en såkaldt Sweetdeal, hvor hendes bil skulle vaskes og shines op efter alle kunstens regler. Bilen skulle indleveres klokken 9 i Rødovre.
- Jeg glædede mig til en helt ren bil, hvor alting skinner og dufter, fortæller hun.
Men da hun skulle til at tage af sted fra sit hjem på Østerbro for at køre de cirka 20 kilometer til vaskehallen i Rødovre, kunne hun pludselig ikke andet end at sætte sig ned og bryde sammen i gråd.
- Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme igennem myldretiden og nå frem til klokken 9. Hvad, hvis der var kø, og trafikken gik i stå? Det kunne jeg overhovedet ikke overskue.
Der gik det op for Pernille, at hun havde brug for hjælp. Godt nok gik hun på arbejde hver dag og løste opgaver, men på alle andre områder havde hun mistet grebet om sit liv. Vasketøjet lå i bunker, opvasken hobede sig op, og hun forsømte at spise ordentligt. Sove rigtigt kunne hun heller ikke.
- Jeg havde en fornemmelse af, at jeg lå heroppe, siger hun og viser det med hånden i ansigtshøjde.
- Jeg ville så gerne, men jeg kunne ikke komme derned, hvor man sover-sover. Hele tiden havde jeg en fornemmelse af at have et øre åbent for, hvad der skete omkring mig.
Hele tiden fortalte hun også sig selv, at hun bare skulle tage sig sammen.
- Svagpisser, tænkte jeg om mig selv.
Da Pernille efterfølgende kontaktede sin chef og sagde: "Jeg har brug for hjælp," oplevede hun, at chefen nærmest fik et chok.
- Jeg blev spurgt, hvorfor jeg ikke havde sagt det. Ikke sagt det? Jeg havde jo hele tiden sagt, at vi manglede hænder til opgaverne. Men nej, jeg havde ikke sagt, at jeg som person var overbebyrdet.
Chefens reaktion var at give Pernille et telefonnummer til en ordning i stressforebyggelse uden yderligere forklaring. Nu var det hende, der blev chokeret. Over manglen på hjælp.
- Da jeg endelig indrømmede, at jeg havde brug for hjælp, tænkte jeg, at nu får jeg hjælp. Men så fik jeg bare et telefonnummer til stressforebyggelse. Jeg tænkte: ‘stressforebyggelse? Vi skal ikke forebygge noget nu, jeg har stress!’
Vil du have hjælp, eller råd til ferie?
Først i februar 2019 tog Pernille sig sammen til at ringe, men nåede knap at sige tre sætninger, før personen i den anden ende konstaterede:
- Du har stress, og du skal have hjælp nu.
Personen forklarede, at Pernille ville modtage en mail, som hun blot skulle videresende til sin chef. Og sagde chefen ja til at bevilge, ville hun få hjælp fra en psykolog. Kort efter modtog Pernille en mail fra Skattestyrelsens HR-afdeling:
Kære Pernille
HR har nu bevilget 12 konsultationer, men du skal være opmærksom på, at det beskattes, som beskrevet nedenfor. Er du på denne baggrund indforstået med, at jeg giver psykologen besked om, at I kan gå i gang med konsultationerne?
I mailen nedenfor stod:
Skatteforvaltningen betaler op til 12 psykologkonsultationer for Pernille Devald hos en autoriseret psykolog. Ydelsen vil være AM-bidragspligtig A-indkomst for medarbejderen i den måned, hvor regningen er forfalden til betaling. Det vil således være en fordel for medarbejderen, at psykologen sender løbende afregning. Såfremt der ydes tilskud til samtalerne fra Sygesikringen, vil det kun være medarbejderens egen andel, som vil blive beskattet.
- Det gik op for mig, at jeg skulle betale skat af den hjælp, jeg havde fået bevilget. Jeg tænkte: ‘Vil jeg have psykologhjælp og blive rask og lade være med at tage på ferie i år og i stedet bruge pengene på den restskat, jeg vil få?’ Jeg valgte, at jeg gerne ville have hjælp.
Første gang Pernille var hos psykologen, fik hun at vide, at hun selvfølgelig ikke skulle betale skat af beløbet, da det var arbejdsrelateret. Havde det været en privat krise som dødsfald eller skilsmisse, kunne det have været tilfældet. Men ikke, når det var en arbejdsskade.
- Psykologen fortalte, at stress i yderste konsekvens kunne give permanente hjerneskader. Jeg vidste godt, at det kunne give hukommelsesbesvær, men ikke permanent skade. Det var et stort chok for mig.
Egoet led et nederlag
Siden den dag Pernille modtog mailen, har hun ikke hørt fra sin HR-afdeling.
- Ingen har kontaktet mig og spurgt, hvordan det går, eller om de kan gøre noget for mig. Jeg troede, at hvis jeg bad om hjælp fra min arbejdsplads, så ville jeg få hjælp. Det fik jeg ikke.
Pernille anerkender i stedet den hjælp, hun fik via psykologen. Hun har arbejdet med sin selvindsigt og er blevet bestyrket i, at hun er overansvarlig og derfor må blive bedre til at sige fra og at sige ‘pyt’. Hun har også accepteret, at hendes ego har lidt et nederlag, og har måttet arbejde med, at hun ikke bare kunne tage sig sammen.
Mens Pernille var i behandling, fortsatte hun med at gå på arbejde. For en fuld sygemelding ville have været det ultimative nederlag, mener hun.
- Forløbet med psykologen har været rigtig godt. Men det er ikke det samme, som hvis arbejdspladsen havde reageret med udgangspunkt i mit arbejde og var kommet med løsningsforslag. Det kunne være en halv sygemelding, det kunne være fire dages arbejde og én fri, der er jo ikke bare én løsning.
Pernille mener også, at der for længst skulle have været gjort noget ved arbejdsforholdene i Skat.
- Det er tankevækkende, at man ikke har gjort noget ved de urimelige arbejdsvilkår, men bare accepteret dem. Man skulle have reageret på, at så mange medarbejdere er stoppet, og sørget for mere stabilitet.
Efterfølgende har Skattestyrelsen ansat en del nye medarbejdere og omstruktureret, så situationen på Pernilles arbejdsplads er anderledes i dag.
Uddrag af Skatteforvaltningens stresspolitik
I Skatteforvaltningen har vi fokus på at forebygge og reducere stress. Stress er et fælles ansvar for arbejdspladsen. Vi forebygger stress ved dialog om, hvordan arbejdet tilrettelægges, og vi sikrer, at medarbejderne ved, at deres indsats anerkendes og værdsættes. Vi taler åbent om arbejdsopgaverne og arbejdsforholdene og sikrer, at dialogen bliver en del af dagligdagen. Vi tager ansvar for, at der er plads til det hele menneske.
Rammes en ansat af stress, tager vi målrettede initiativer for at håndtere situationen og er opmærksomme på, at stress kan skyldes både forholdene på arbejdspladsen og private omstændigheder. Vi vil efter behov tilbyde ledelsesmæssig, kollegial og professionel omsorg og hjælpe med de nødvendige støtteforanstaltninger, så medarbejderen kan blive ved med at varetage sit job.