Foto: Colourbox

 

38.683.422 kroner. Det er ikke småpenge, HK Handel har sikret medlemmerne i 2023 efter at have ført og vundet personsager. 

En personsag er typisk, hvis en arbejdsgiver ikke overholder overenskomsten. Det kan fx være manglende betaling af fritvalg, pension, overarbejde eller lignende. Det kan også være brud på loven, hvis et medlem fx er blevet forskelsbehandlet af en arbejdsgiver. Eller hvis en funktionæransat er blevet opsagt uden varsel.

En rigtig fagforening

Sagerne er i nogle tilfælde vundet i Arbejdsretten. Andre gange er der fundet frem til et forlig mellem HK Handel og arbejdsgiveren.
Det er kun overenskomstførende fagforeninger som HK Handel, der kan føre sager ved Arbejdsretten. Det kan såkaldte gule fagforeninger ikke.
- Det er derfor, det er så vigtigt for dig som handelsansat at være medlem af en rigtig fagforening. For vi tager kampen op mod arbejdsgiver, hvis du bliver uretfærdigt behandlet – og det kan betale sig, siger Mette Høgh, formand i HK Handel.