Formand for Danske Sundhedsadministratorers Landsforening, Nathali Schaap Degn, ser frem til, at det første hold af nye sundhedsadministrative koordinatorer nu er på vej ud på arbejdsmarkedet. Foto: Tom Ingvardsen.

I september 2021 erstattede den nye SAK-uddannelse den tidligere lægesekretæruddannelse. Det var godt og nødvendigt, forklarer formanden fra Danske Sundhedsadministratorers Landsforening. 

- Den nye uddannelse skal tilføje nye kompetencer, som efterspørges i sundhedsvæsenet. Mængden af data er steget, og det stiller krav om evne til at forstå og anvende teknologi og data på en god måde i de enkelte patientforløb. Derudover har vi i dag et sundhedsvæsen, der lægger stor vægt på forebyggelse, og det stiller store krav til evnen til at koordinere mellem forskellige afdelinger, systemer og sektorer omkring den enkelte patient, forklarer Nathali Schaap Degn, der er formand for Danske Sundhedsadministratorers Landsforening.

Nu har den første årgang færdiggjort studierne og er klar til at komme ud på hospitalerne. Det glæder fællestillidsrepræsentant for lægesekretærerne på Sygehus Lillebælt, Louisa Broch Nymann.

- Det bliver dejligt at få nye kolleger, og jeg glæder mig til, at de kommer til at indgå i hverdagen. I starten kommer vi nok til at løse mange af de samme opgaver både lægesekretærer og SAK’er, men SAK’erne er bedre uddannet til at varetage nogle af de funktioner, der ligger ude i fremtiden. De er bedre rustet til fremtidens sundhedsvæsen, forklarer Louisa Broch Nymann.

Kan hjælpe med at styrke faget

Hun ser ikke SAK’erne som konkurrenter, men som kolleger, der er med til at løfte hele faget.

- I virkeligheden er de nok ikke så meget anderledes end os lægesekretærer, men de har noget mere teoretisk viden. Vi kommer dog til at løse de samme opgaver, så jeg køber slet ikke det skræmmebillede, nogle lægesekretærer maner frem om, at vi bliver et A- og et B-hold. Jeg synes tværtimod, at de er en kæmpe styrke for vores fag, fortæller Louisa Broch Nymann.

På Sygehus Lillebælt vil hun i hvert fald gøre sit til at sprede det positive budskab om, at der nu er kommet nye kolleger.

- Jeg vil sikre mig, at de bliver taget godt imod, at de får en god start og en god oplæring. De har ikke haft så meget praktik, så vi har en vigtig opgave med at få lært dem systemerne fra bunden. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt. Det bliver så fedt at få et godt løft til faggruppen, lyder det fra Louisa Broch Nymann.

SAK-uddannelsen

Her kan du blive sundhedsadministrativ koordinator

• UCN (Aalborg, Region Nordjylland)
• VIA (Aarhus, Region Midtjylland)
• UC SYD (Esbjerg, Region Syddanmark)
• UCL (Odense, Region Syddanmark)
• Professionshøjskolen Absalon (Næstved og Roskilde, Region Sjælland)
• KP (København, Region Hovedstaden).