Tjek din årsopgørelse, når du får den, for at undgå beskatning. Foto: Mostphotos

Midt i marts modtager alle skatteydere en årsopgørelse for 2023 fra Skat. Hvis du har flere ordninger, hvor du indbetaler penge til din tid som pensionist, kan det være en god idé at tjekke, om du skulle have indbetalt så meget, at du bliver ramt af en beskatning ved både indbetaling og udbetaling.

Den slags forekommer, oplyser Sampension, der kun kan opdage disse tilfælde, hvor al indbetaling til pension foregår via dette selskab. Indbetaler man midler derudover, skal man selv være opmærksom på det.

I 2023 kunne man få fuldt skattefradrag for 60.900 kr. indbetalt på en ratepension. Beløb op til denne grænse bliver først beskattet ved udbetalingen. Ifølge Skattestyrelsen har ca. 40.000 danskere indbetalt for meget på ratepension i 2023, og de har i gennemsnit indbetalt godt 9.000 kr. mere, end der gives fradrag for.

- I årsopgørelsen fra Skat fremgår det, hvis man har indbetalt mere, end man kan fradrage. I år er der desuden et brev, der gør opmærksom på problemet og fortæller, hvordan man skal forholde sig. Det skal man selvfølgelig holde godt øje med, så man kan sikre sig, at man betaler den korrekte skat – hverken mere eller mindre, siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

Indbetalinger til livsvarig pension er fradragsberettigede, og her er der intet loft over, hvor meget man kan indbetale, hvis indbetalingen bliver betalt via arbejdsgiver.

Læs også: 2023 overrasker med positivt afkast på din pension

Tjek dit afkast for 2023

2023 sluttede i øvrigt med pæne stigninger i afkastet på pensionsopsparinger. For Sampension blev resultatet, at afkastet af investeringer i aktier endte på 11,7 pct., mens det for obligationer endte på 7,7 pct.

For en kunde med 15 år til pensionstidspunktet og med investeringsprofilen ”moderat” betyder det, at afkastet i 2023 blev på 9,8 pct. Du kan se dit eget afkast ved at logge ind hos Sampension.