Små blå menneskefigurer stående på bunker af mønter.

 

Når det handler om personsager, som HK har ført og vundet, har HK MidtVest hentet godt 13,5 millioner kroner hjem til medlemmerne.

 

De godt 9,6 millioner kroner kommer fra arbejdsgivere på det private arbejdsmarked – Privat og Handel – mens man på det offentlige område – Kommunal og Stat – måtte betale godt 3,8 millioner kroner til medlemmerne, fortæller afdelingsformand Inger Stranddorf.

 

En personsag er typisk, hvis en arbejdsgiver ikke overholder overenskomsten. Det kan for eksempel dreje sig om manglende betaling af fritvalg, pension, overarbejde eller lignende. Det kan også være brud på loven, hvis et medlem er blevet forskelsbehandlet af en arbejdsgiver. Eller hvis en funktionæransat er blevet sagt op uden varsel.

 

En rigtig fagforening

Sagerne er i nogle tilfælde vundet i Arbejdsretten. Andre gange er der indgået et forlig mellem HK og arbejdsgiveren.

 

Det er kun overenskomstførende fagforeninger som HK, der kan føre sager ved Arbejdsretten. Det kan såkaldte gule fagforeninger ikke.

 

- Det er derfor, det er så vigtigt at være medlem af en rigtig fagforening. For vi tager kampen op mod arbejdsgiver, hvis du bliver uretfærdigt behandlet, siger Inger Stranddorf, afdelingsformand for HK MidtVest.

 

Sikret ved konkurs

En del af de godt 13,5 millioner kroner er penge, HK MidtVest har hjulpet medlemmerne med at hente ud af Lønmodtagernes Garantifond (LG). Fonden træder til og sikrer de ansattes løn, når en arbejdsgiver må dreje nøglen i en konkurs. Det drejer sig om ca. 2,4 millioner kr.

 

HK MidtVest hjælper blandt andet med at lave anmeldelsen til Lønmodtagernes Garantifond, gennemgår udbetalingerne fra LG for at sikre, at de er korrekte, og vi yder bistand ved eventuelle retssager. Endelig kan afdelingen hjælpe medlemmerne med lån i den tid, det varer, inden der sker udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond, så de stadig kan betale husleje med mere.

 

Sikret ved arbejdsskade

Foruden de godt 13,5 millioner kroner i arbejdsretlige sager er der i arbejdsskadesager blevet udbetalt godt 6,5 millioner kroner til de midt- og vestjyske HK-medlemmer i 2023.

 

Alt i alt blev der hentet over 20 millioner kroner hjem i erstatninger i det forgangne år.

 

Erstatningerne i arbejdsskadesager er dels for fysiske ulykker på arbejdspladser – ulykker, der kan have ført til ødelagte rygge, skuldre, ankler, knæ, ben med mere – dels psykiske arbejdsskader som varige følger af alvorlig stress eller andet.                             

Artiklen er opdateret 30. januar 2024

Du får gode råd og faglig hjælp – når du er i job

Vi er eksperter i dine vilkår på jobbet – for hver arbejdsplads har sin egen kontaktperson og faglige medarbejder hos HK. Hun kender de unikke vilkår, som lige præcis jeres arbejdsplads har. Og så kender hun dit fag. Derfor er du garanteret kompetent og professionel rådgivning, uanset om det handler om løn, stress, arbejdsmiljø eller spørgsmål om overenskomst. Du er altid velkommen til at kontakte dine lokale afdeling for at få råd og vejledning.