
Foto: Eventeleverne får en diskussion med oplægsholder Mads Svaneklink, fra Aanalog, ved bordet
- Det var elevernes lærerpladskonsulent Christel (Bjerremann, red.), der rakte ud til os, fordi vi i forvejen har god kontakt. Hun spurgte, om vi var friske på at arrangere en form for kursusdag for event-eleverne med konflikthåndtering som tema. Det var vi selvfølgelig friske på, fortæller Lasse Bylov Larsen, ungdomskonsulent i HK Midt:
- Det blev til en rigtig god dag sammen med eleverne og Christel, hvor min kollega Anne Marie Wils delte sin viden om den interne konflikthåndtering før frokost, inden vores gode samarbejdspartner Mads Svaneklink holdt et oplæg om konflikthåndtering i forhold til eksterne parter. Det var tydeligt, at begge oplægsholdere inspirerede de studerende og havde lavet oplæg, der talte ind i deres hverdag i forskellige event-virksomheder.

Foto: Det var god plads til dialog, da oplægsholder Mads Svaneklink underviste deltagerne i lokalet
Modtaget seriøst hos HK
For Christel Bjerremann, TietgenSkolen, var det en lignende positiv oplevelse i forhold til elevernes udbytte af dagen:
- Jeg tog initiativet til at række ud omkring et besøg, da jeg ved, der er noget, der hedder HK og ved, hvad man kan bruge HK til i forbindelse med sin elevuddannelse. Som lærerpladskonsulent oplever jeg, at der naturligvis kan være konflikter ude på elevernes elevpladser. I første omgang ringer de så til mig, fordi jeg har en relation til dem. Nogle af konflikterne har ikke vokset sig så store endnu. Så der kan jeg godt sige til eleven, hvad jeg synes, at han eller hun skal gøre, men i de fleste tilfælde spørger jeg til, om de er medlem af en faglig organisation som HK, da det er HK, der har overenskomsten på det her område, fortæller hun og fortsætter:
- Ved lidt større konflikter er det en god ide at tage fat i en fagforening, der kan tale ens sag og har noget erfaring med lignende konflikter på arbejdspladsen. Vi har et vanvittig godt samarbejde, der både er til gavn for virksomheder, skolen og eleverne. Det er et godt fælles tredje med eleven, Tietgen og HK, og jeg kan altid række ud med en viden om, at de bliver modtaget seriøst hos HK.

Foto: Deltagerne øver konflikthåndtering i praksis i form af rollespil
”Meget mere end det…”
- Vi henvendte os til Lasse og HK, fordi vi synes, det er vigtigt, at de unge ved, at en fagforening er ikke kun der, hvor man går hen, når der er udfordringer eller ondt i livet. Det er min opfattelse, at en fagforening er meget mere end det. Det er kun en lille del af kontakten med HK, der er konflikter, og i resten af tiden er der mange tilbud, du kan få. Kompetenceudvikling, hjælp til CB og ansøgning og alle de andre ting, HK tilbyder.
- Jeg vil derfor gerne vise vores elever, at man også kan bruge en fagforening til noget andet. Jeg tror desuden på relationer, og at det er nemmere at ringe eller træde ind af døren, når man har haft en positiv oplevelse, og så tror jeg på, at vi mennesker ikke altid lærer bedst, hvis vi sidder i den klassiske stol med en lærer, der faciliterer undervisning. Det betyder, at vi på eventkoordinatoruddannelsen flytter os rigtig meget på de 14 dage, jeg har dem, med en tur på casino til en snak om sikkerhed, en dag om kundeservice, en kursusdag på HK Midt om konflikthåndtering, konstaterer Christel.
Konflikter i hverdagen
Event-eleverne oplever allerede nu, i deres tid i event-virksomhederne, at det er et fag og en branche, hvor du møder mange mennesker – og hvor du potentielt møder mange konflikter, du skal være med til at løse:
- Eventeleverne varetager opgaver for andre og sidder ikke bare inde på et kontor, men er i berøring med mange mennesker i forbindelse med store og små arrangementer. Det gælder både i deres egen virksomhed eller ude hos andre. Det der med at aflæse kunderne og finde ud af, hvordan de skal navigere i forskellige situationer, er vigtigt. De skal samtidig lære at holde fri, når de kommer hjem og ikke tage eventuelle konflikter med sig, siger hun og runder af:
- Netop derfor skal event-eleverne have nogle redskaber til at trække frem, når der er konflikter, og netop derfor rakte jeg ud til Lasse, som jeg kender fra hans besøg på vores grunduddannelse. At facilitere den her uddannelse handler også om at finde de rigtige personer, der kan give, hvad der svarer til målpindene i uddannelsen. Det skal samtidig være sjovt at gå i skole. Også når vi som her er ude.
Event-elevernes oplevelse af dagen
- Vi har fået snakket om konflikthåndtering, men også fået en masse værktøjer, som vi kan bruge i det virkelige liv. Det er super relevant og bliver virkelighedsnært, og man kan se sig selv i de cases, der blev brugt. Vi talte lige om, at dagen i dag har virket ekstremt kort, fordi alle var engagerede og delte ting med hinanden. Det var ikke bare, fordi vi kendte hinanden og var trygge ved hinanden, men også fordi underviserne havde så stort engagement og at vi var trygge ved dem. Nogle undervisere er bedre til at gøre det til en leg og gøre det indlevende. - Det var brancherelevante oplæg, hvor man også havde sat sig ind i nogle af de cases, vi står med. Derfor følte jeg mig ramt af det. De cases i dag er dem, jeg oplever ude i virksomheden, hvor man ikke altid handler på den perfekte måde. Vi havde og arbejdede med cases, hvor vi skulle spille op mod hinanden og lære, og det var med til at udvide min værktøjskasse.
Laura Keinicke og Mille Grave, eventelever:
Mille (tv.):
- Vi er begge i gang med at uddanne os til eventkoordinatorer, og det her er Lauras fjerde og mit tredje skoleophold. Dem har vi fire af i løbet af de to år, hvor vi er elever. Lige nu er vi på ”Event, sikkerhed og regler”. Vi har været på Casino i Odense, hvor vi hørte om de krav og den lovgivning, de arbejder efter under deres arrangementer. Spændende at komme bagom kulissen der, og i dag er vi hos HK.
Laura (th.): - Her har vi lidt mere praktisk om intern og ekstern konflikthåndtering, da vi begge meget er i frontlinien, har med kunder at gøre og tager meget imod fra dem, vi laver vores arrangementer for. Her er der i sig selv en masse konflikthåndtering og også internt i virksomheden, når der er så mange mennesker med omkring events. Her kan der være uenighed om, hvad der giver den bedste kvalitet i oplevelsen.
- Det hele skal jo helst gå op i en højere enhed, og vi har både ansatte, kolleger, samarbejdspartnere osv., hvor tingene skal gå op i en højere enhed. Derfor er det fedt at være herude på HK i dag og høre om både intern og ekstern konflikthåndtering.
- Vi har fået virkelig meget information, som jeg ikke før kendte til. Jeg er med i HK i forvejen og har været det et godt stykke tid, men der er mange ting, jeg endnu ikke vidste, at man har krav på, hvordan man kan få hjælp osv. Vi har fået italesat nogle af de ting, man måske går med i dagligdagen, fordi man jo ”bare” er elev.
- Det har været fedt at høre om mulighederne her. Ikke fordi jeg selv til daglig oplever en masse konflikter, da jeg er meget løsningsorienteret. Det var fint at få sat fokus på, at man også kan tage fat i HK omkring de mindre ting og på den måde få lukket også små konflikter ordentligt af i stedet for bare at suse henover den.