HK Stat MidtVest skulle have ny næstformand, idet Viktoria Wellendorph ikke genopstillede til posten, og det gjorde den konstituerede næstformand Christina Sigaard Svensson heller ikke.
Der var ingen modkandidater til 45-årige Mille Elena Andreasen, der blev valgt som næstformand af en samlet generalforsamling. Der var 44 stemmeberettigede.

Formand Michael Erhardsen og næstformand Mille Elena Andreasen.
Vil skabe en stærk sektor
Mille Elena Andreasen har været ansat i Fødevarestyrelsen siden maj 2021.
Hun er uddannet lægesekretær fra Regionshospitalet Viborg og blev i marts 2022 valgt ind i sektorbestyrelsen for HK Stat MidtVest.
Mille Elena Andreasen glæder sig til at være med til at forme fremtidens HK og en stærk sektor.
- Det, at jeg kan være med til at påvirke og have indflydelse på, hvordan fremtidens HK skal se ud, synes jeg, er voldsomt spændende, siger hun.
- At vi de kommende år har særligt fokus på at skabe en stærk sektor og arbejde på tværs af afdelingerne og dermed lave en enhedsfront, det glæder jeg mig rigtig meget til at være en del af, uddyber hun.
Se video fra generalforsamlingen:
Husk at stemme
Rita Bundgaard, formand for HK Stat Danmark og chefforhandler for statens ansatte ved OK24, var inviteret til at holde oplæg om overenskomstresultatet.
Michael Erhardsen, formand for HK Stat MidtVest, kom i sin mundtlige beretning med en opfordring til at huske at stemme.
- Når afstemningen går i gang, håber jeg, I vil opfordre alle kolleger til at stemme. Stemmeprocenten er vigtig for os alle. Den giver os alle indflydelse. Om det er et ja eller nej, er op til jer – så længe I stemmer, lød det fra Michael Erhardsen.
Han kom også ind på det psykiske arbejdsmiljø, der mange steder er under pres.
- I HK Stat ser vi også et højt arbejdspres, større fyringsrunder og en stadig hårdere tone overfor flere medarbejdergrupper. Det er ikke så mærkeligt, at stress-kurven stadig ikke er knækket. Men det skal den. I HK mener vi, at alle arbejdspladser skal have en stresspolitik, som både TR og AMR er en del af, sagde han.

Michael Erhardsen på talerstolen.
Ny bestyrelse
Foruden næstformand Mille Elena Andreasen blev følgende valgt til bestyrelsen for HK Stat MidtVest:
Conni Melhedegård, Irma Ernebjerg Andersen, Christina Sigaard Svensson og Viktoria Wellendorph (valgt for to år) samt suppleanterne Lisbeth Pontoppidan (første suppleant) og Monica Bøgekær Otbo (valgt for et år).