TRChristinaRoutheLidl630x420

Foto: Privat

Christina Routhe havde ikke umiddelbart tænkt, at hun skulle være tillidsrepræsentant. I begyndelsen af sin ansættelse i Lidl vidste hun faktisk slet ikke, at virksomheden havde tillidsrepræsentanter.

Men det tog en drejning, da HK-organiser Mathilde Dahlstrøm besøgte Lidl-butikken, Christina Routhe arbejder i.

- Efter en god snak med Mathilde kunne jeg godt se, at det faktisk var lige noget for mig at være tillidsrepræsentant. Jeg er vokset op i en familie, hvor mine forældre har opdraget mig til at være medlem af en fagforening, lært mig om vores rettigheder, og hvordan det var, dengang de kom ud på arbejdsmarkedet. Rettighederne er jo ikke kommet af sig selv, siger Christina Routhe.

Hun lægger også vægt på, at hun med sin store retfærdighedssans ikke kan fordrage, hvis nogen bliver snydt. Og for hende er det enormt vigtigt, at unge som hende selv stiller op til tillidsposter.

- Det er jo os, som skal være med til at fortsætte kampen for vores vilkår på arbejdsmarkedet. Vi vil jo ikke miste det hele igen! Rent personligt synes jeg også, det er at vise respekt for generationerne før os, at vi ikke tager det for givet, som de har kæmpet for, siger Christina Routhe og fortsætter:

- Desværre er der en del i vores branche, som ikke ved, hvad en overenskomst er, og som tror, at man altid har haft løn under sygdom, ferie, regler om arbejdstid osv. Så det er megafedt at kunne være med til at videreformidle det ude i virksomheden.

Bare spring ud i det

Til daglig er Christina Routhe ansat som souschef i Lidl i Hillerød, hvor hun har arbejdet i fire år. Souschef-rollen indebærer, at hun har nogle særlige ansvarsområder driftsmæssigt i butikken – men hun kan hverken hyre eller fyre og kan derfor godt være tillidsrepræsentant.

Hun blev valgt til posten som regional tillidsrepræsentant for 37 Lidl-butikker i november 2022, og der er ikke nogen tvivl om, at det er lidt af en mundfuld at være tillidsrepræsentant for så mange.

- Jeg ville jo allerhelst gerne være til stede alle steder hele tiden, men det kan jeg jo ikke. Der er ikke andet for end at klø på, og det kræver lidt planlægning, men jeg synes, det er megasjovt, enormt lærerigt, og så har jeg lært nogle helt fantastiske mennesker at kende rundt omkring. Jeg elsker at komme ud og se, hvad der rør sig hos de forskellige og hjælpe, hvor jeg kan, siger Christina Routhe.

Hvis nogen har lysten, men måske ikke helt modet til at stille op som tillidsrepræsentant, så er Christina Routhes bedste råd, at man bare springer ud i det.

- I begyndelsen følte jeg, at jeg famlede i blinde og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Men jeg fandt også hurtigt ud af, at det er okay ikke at vide alt, for jeg vidste, hvor jeg skulle finde svaret. Holdet bag mig i HK Handel Hovedstaden har været guld værd og er det stadig. Og så længe man er nysgerrig, åben og ærlig, så tror jeg, man kommer langt, siger Christina Routhe.

 

Læs også: Mød månedens tillidsrepræsentant: Skaffede kollegerne en lønforhøjelse og en bonus