
”Hvorfor fortjener du mere i løn?”
Ved du, hvad du skal svare? Fortjener du virkelig mere i løn? Bliver du mundlam, nervøs, akavet?
I så fald er du ikke alene. Hver 5. af jer fortæller os, at lønsamtaler er ubehagelige. Og hele halvdelen af HK Privats medlemmer synes som minimum, at det er udfordrende at være til lønforhandling.
I har svært ved at argumentere for, at I fortjener en lønstigning. Det fortæller I os en ny rundspørge, hvor over halvdelen af jer også siger, at det er svært, fordi I ikke ved, hvad I med rimelighed kan bede om til en lønsamtale.
Hvis du læser med her, får du løsningen og de praktiske råd, du skal bruge.
Derfor er lønsamtalen ubehagelig
I samme rundspørge svarer næsten hver 3. af jer medlemmer også, at de tror, at de ikke må tale åbent om deres løn med deres kollegaer. Og det kan i hvert fald delvist hænge sammen med ubehaget ved lønforhandlingen.
For du ved ikke, hvad du går ind til i en lønsamtale, hvis ikke du ved, hvad dine kollegaer tjener og hvorfor.
- Du går ind til lønforhandlingen uden de rigtige argumenter, fordi du ikke aner, hvilke kriterier du skal leve op til for at stige i løn, siger fortæller faglig sekretær i HK Privat Vibeke Ansbjerg.
Du kan tjekke lønniveauet for stillinger som dine her
Som journalist Solveig Schmidt, der underviser på nogle af HK’s lønforhandlingskurser siger:
- Alt for mange tror, at en lønforhandling er, at de skal sige noget pænt om sig selv, men hvor længe kan man egentlig det, og hvad gør man så, når man ikke har mere at sige?
Så føles det nemt, som om du bliver vurderet som person i stedet for som arbejdskraft.
- Mange går i virkeligheden ind i en lønforhandling i blinde, fordi de ikke har den viden, de skal bruge. Hvis ikke du kan pege på en række kriterier, du har opfyldt, så er det op til chefen, hvad de har lyst til, forklarer Solveig Schmidt.
Få et kursus i lønforhandling her
Bliver I forskelsbehandlet? Du aner det ikke
Og når lønnen er hemmelig på en arbejdsplads, kan det ovenikøbet også dække over både uligeløn og forskelsbehandling.
- Uigennemsigtig løndannelse kan skjule alle mulige problemer. Chefen kan f.eks. spise nogen af med mindre end andre, uden at vedkommende finder ud af det, eller de kan vælge kun at give lønforhøjelser til dem, de kan lide. Det kan også dække over, at én gruppe gennemgående får en lavere løn end en anden gruppe for det samme arbejde, forklarer Vibeke Ansbjerg.
Det kan også betyde, at det kun er dem, der gode til at sælge sig selv, og som råber højest, der får de gode lønninger. Men du ved det ikke. Du ved kun, hvad din chef fortæller dig.
- Jeg har oplevet nogle overraskede medarbejdere. Vi har været ude på arbejdspladser, hvor medarbejderne anonymt har delt deres løn, og så har vi sat det ind i en graf, så de kunne se lønningerne i forhold til hinanden. Og der var nogen, der ikke lå så højt, som deres chef havde givet dem indtryk af, fortæller Vibeke Ansbjerg.
Hvis du derimod ved, hvad dine kollegaer tjener, så vil der pludselig være nødt til at være objektive og faktuelle kriterier for, hvad I tjener, og for hvad der skal til for at stige i løn. Fremfor hvad chefen lige synes den dag.
- Dem, der taler om deres løn, de får også mere i løn, siger Vibeke Ansbjerg.
Hvis du får at vide af din chef, at du ikke må tale om din løn, så skal du kontakte os i HK Privat, så vi kan hjælpe dig. Log ind på MitHK og find din lokalafdeling under ’Dit medlemskab’ og ring eller skriv, så tager vi hånd om dig.
Hvis det ”bare” er en kultur, der har udviklet sig, at I ikke taler om løn, så har vi en guide til dig her, så I kan få klare linjer og gennemsigtig løndannelse.
Lønåbenhed giver dig den viden, du skal bruge i en lønsamtale
- Kig indad. Hvilken personlighedstype er du? For du skal vælge en fremgangsmåde, du har det godt med. Er det ubehageligt at have alles opmærksomhed, skal du ikke indlede snakken på et fællesmøde med alle cheferne.
- Start med at undersøge, hvilket lønniveau andre med stillinger som din ligger på. Du kan f.eks. bruge HK’s løntjek her
- Tal med dine nærmeste kollegaer først. Forklar dem dit ærinde, som jo i sidste ende er, at lønforhandlingerne hos jer er objektive, og at alle er enige om og ved, hvad der skal til for at stige i løn.
- Lad være med at tage udgangspunkt i, at du er utilfreds med din løn. Det er virker meget bedre, hvis du går kollektivt til det – at det er noget, der er godt for jer alle sammen.
- Det, du skal, er at skabe et netværk af kollegaer, der er interesseret i lønåbenhed. I behøver ikke at have alle med for at det batter. Nogen skal jo være first movers, og ofte vil resten gerne være med alligevel, når de ser, at det virker.
- Der er flere måder at gøre det på. Jer, der vil være med, kan mødes uformelt og dele jeres løn og opgaver. I kan dele de informationer åbent – men I kan også gøre det anonymt ved at skrive det ned og smide papiret i en skål. Hvis I har en tillidsrepræsentant, kan I vælge, at vedkommende samler informationerne ind og laver et overblik til jer. Hvis I ikke har en tillidsrepræsentant, kan jeres lokalafdeling af HK hjælpe jer med det.
- Udover løn kan I også med fordel tale om, hvad I hver især egentlig laver, og hvilke opgaver og ansvar I har. Så får I et større overblik og bedre mulighed for at finde ud af, hvad der skal til for at stige i løn.
- Det tager tid og forberedelse, men det giver dig og dine kollegaer mulighed for at planlægge, hvordan I bruger jeres nye viden rigtigt. Som jo er, når der skal lønforhandles.
I sidste ende skal du til lønsamtalen bede din chef forklare, hvilke objektive kriterier der er på jeres arbejdsplads for at stige i løn. Når du nu ved, hvad man generelt på din arbejdsplads får i løn for forskellige opgaver, ansvarsområder og efteruddannelser, så skal din chef jo kunne sætte ord på, hvad du helt konkret skal gøre for at stige i løn.
Her er HK’s lønværktøjer, som du kan bruge til at forberede dig på kommende lønforhandlinger