Mennesker med superhelteskygger

Hvordan vil jeg klare mig til lønsamtale? Hvor meget kan jeg kræve? Hvilke argumenter kan jeg slå på? Hvad vil jeg være tilfreds med?

Ovenstående er nogle af de spørgsmål, som går gennem de flestes hoveder, når lønsamtalen står for døren. Løn er et følsomt emne, men en ny undersøgelse viser, at det går bedre med at lønforhandle i de virksomheder, hvor medarbejderne har en tillidsrepræsentant.

Det første og mest kontante tal er, om man er steget i løn inden for det seneste år. Her svarer 85 % af de medlemmer, som er ansat i virksomheder, hvor der er valgt en tillidsrepræsentant, at de er steget i løn inden for det seneste år. Kigger man på medlemmer, som ikke har en tillidsrepræsentant, kan 74 % nikke ja til, at de har fået en lønstigning i samme periode.

- Stor ros til vores tillidsrepræsentanter. De er frontløbere på arbejdspladsen og dem, der sætter løn på dagsordenen, og vi kan se, at det virker, siger Christoffer Marckmann, faglig chef i HK Privat.

Undersøgelsen, som er udarbejdet af Epinion for HK Privat, bygger på interview med 1.044 medlemmer af HK Privat og blev gennemført i februar 2024.

I gruppen af medlemmer, der har en tillidsrepræsentant, svarer 3 ud af 4, at deres løn reguleres årligt. Mens det kun er 2 ud af 3, der ikke har en tillidsrepræsentant, som er vant til årlige lønstigninger.

Åbenhed om løn

Kan min chef forlange, at jeg ikke fortæller kollegerne, hvad jeg tjener? Svaret er et stort og rungende nej, men alligevel er der mange, som tier om deres løn. Og igen er der stor forskel på, om man har en tillidsrepræsentant eller ej.

I gruppen af medlemmer, der har en tillidsrepræsentant, svarer 63 %, at de gerne må tale højt om løn, mens tallet er 42 % for medlemmer, der ikke har en tillidsrepræsentant.

- Igen viser tillidsrepræsentanterne, at de er afgørende for vores medlemmers arbejdsvilkår. Gennem deres viden om fx løn og lønåbenhed gør de en stor forskel, forklarer Christoffer Marckmann.

- Vi har fortsat sammen med tillidsrepræsentanterne en stor opgave med at få skabt åbenhed omkring løn. Et godt sted at begynde er at arbejde med åbne lønlister. Vi har flere eksempler på, at tillidsrepræsentanten er gået forrest i arbejdet med at få kollegerne til at dele deres lønoplysninger. Og ud fra det har tillidsrepræsentanten skabt et overblik over lønningerne i virksomheden, tilføjer den faglige chef.

Læs også: Åbne lønlister har givet mere ro og bedre lønsamtaler

Lønlister kan både være med til at begynde en snak om løn generelt. Og så kan de være med til at fange urimeligheder, såsom forskellig aflønning for det samme arbejde. Listerne kan også tage livtag med en udfordring, som gælder for alle medlemmer. Nemlig spørgsmålet om ens værdi som arbejdskraft. I undersøgelsen svarer cirka halvdelen af alle adspurgte, at de har svært ved at vurdere deres eget værd.

- En lønliste giver et fingerpeg om, hvordan man bør ligge lønmæssigt i forhold til kollegerne. Men det er også vigtigt at kigge ud over virksomheden. Fx hvordan lønnes der inden for branchen? Også her har tillidsrepræsentanterne en vigtig rolle med at gøre opmærksom på de muligheder for at blive klædt på til lønsamtalen, som HK tilbyder. Såsom lønstatistikken, lønkurser og løntjek, siger Christoffer Marckmann.