Lægesekretærer er nogle af dem, som holder arbejdsevnen godt. Genrefoto: Mostphotos

Kan du og dine kolleger holde til jobbet? Og hvad skal der til, for at du kan udføre det i flere år?

Det har danske arbejdsmiljøforskere spurgt 14.000 +50-årige om. Kundeinformationsmedarbejdere og journalister ligger helt i top. Men lægesekretærer ligger også højt på listen sammen med direktions- og advokatsekretærer.

Det overrasker måske mange. Men det er godt for sundhedsvæsnet, hvis mange læge­sekretærer og andre sundhedsadministrative kan arbejde helt frem til pensionsalderen og måske endda endnu længere. Der er mangel på medarbejdere, og det kan blive endnu værre i de kommende år.

83-årig lægesekretær: NU går jeg på pension!


Ingelise Walbom har et langt arbejdsliv bag sig, men nu er det slut. Som 83-årig trækker hun sig tilbage fra sit job som lægesekretær på Amager. 

"Jeg har altid sagt, jeg først stopper, når jeg dør"

Frisører i bund

Undersøgelsen kommer fra forskningsprojektet Senior­ArbejdsLiv. Arbejdsevne handler om balancen mellem fysiske og mentale krav i jobbet og den kapacitet, man som medarbejder har til at opfylde de krav.

Resultaterne viser, at det især er jobgrupper med fysisk krævende arbejde eller en kombination af et hårdt fysisk og psykisk arbejde, der generelt set har den laveste arbejdsevne. I bunden af listen ligger blandt andre pædagogmedhjælpere, frisører og kosmetologer.

Se et uddrag af listen i bladet Sundhedsadministration nr. 1 2024

Blandt de beskæftigede +50-årige er den gennemsnitlige arbejdsevne på tværs af 74 jobgrupper 7,7 på en skala fra 0 til 10. Lægesekretærer ligger med 8,1 et solidt stykke over midten.

Erfaring og overblik stiger

Generelt falder vores fysiske form og kapacitet med alderen. Vi mister nemlig 1–2 % af vores muskelstyrke om året, allerede fra vi er 40 år. Det fortæller professor Lars L. Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

– Risikoen for kroniske sygdomme, som tapper på kræfterne, stiger også med alderen. Den mentale kapacitet falder ikke i samme grad, men der kan dog ske et fald i for eksempel evnen til hurtigt at lære nyt.

På den positive side kan der med alderen ske en forbedring af erfaring og overblik, siger Lars L. Andersen.

Det kan der gøres

– Kan man gøre noget for at øge arbejdsevnen? Det svarer Lars L. Andersen klart ja til:

– Der findes flere ting, man på arbejdspladsen kan gøre for at understøtte arbejdsevnen blandt medarbejderne, så de har mulighed for at få flere gode år på jobbet. Kravene kan eksempelvis tilpasses ved at organisere arbejdet godt eller bruge tekniske hjælpemidler, så en medarbejder med nedsat fysisk kapacitet fortsat kan klare arbejdet.

– Man kan også fremme medarbejderens fysiske kapacitet gennem småøvelser på arbejdspladsen, siger Lars L. Andersen.

Se forskernes forslag til små øvelser