Christina er ny formand i organisationsgruppen

Christina Amby Christensen er ny bestyrelsesformand i overenskomstgruppen Organisationer.

Christina Amby Christensen blev søndag valgt som ny bestyrelsesformand i overenskomstgruppen Organisationer. Hun overtager fra Mette Julie Theilsborg, der har fået job i HK og derfor ikke genopstillede som formand.

Christina har været en del af bestyrelsen i 2 år og arbejder til daglig i 3F, hvor hun også er tillidsrepræsentant.

I sin tale efter valget sagde Christina Amby Christensen bl.a., at hun vil videreføre bestyrelsens arbejde inden for områder som trivsel, arbejdsmiljø og uddannelse, samt at der skal gøres en indsats for at skaffe flere medlemmer.

- Vi er i denne her gruppe generelt godt organiserede, men arbejdet er ikke gjort med det. Vi skal øge organiseringen. Vi skal alle sammen have mulighed for at være en del af det her fantastiske fællesskab, sagde Christina Amby Christensen til de ca. 75 deltagende medlemmer fra organisationsgruppen på landsmødet.

Læs også: Løn, løn og mere løn!

Ny næstformand

Nina Bech Engelsen, der arbejder for Teknisk Landsforbund, blev valgt som næstformand.

- Arbejdsmiljø og trivsel er vigtige emner for mig. Det er uhyggeligt, hvor mange der går ned med stress. Og så er det vigtigt med fokus på uddannelse, så vi ikke bliver overhalet, fortalte Nina Bech Engelsen efter valget.

Den nye bestyrelse

Organisationsgruppen har mulighed for at nedsætte en bestyrelse på mellem 9 og 15 personer. Det blev besluttet ved afstemning, at bestyrelsen skal bestå af 15 medlemmer, så bestyrelsen så vidt muligt kan repræsentere den brede sammensætning af medlemmer, som gruppen rummer.

Den nye bestyrelse

 

Her er den nyvalgte bestyrelse:

Christina Amby Christensen, formand

Nina Bech Engelsen, næstformand

Tina Laursen, HK Midtvest

Tina Bopp Tygesen, FOA

Mette T. Olsen, 3F

Henrik W. E. Hansen, HK Midtvest

Winnie Schanda, 3F

Andreas Peter Larsen, Fagbevægelsens Skoletjeneste

Elise Lykke Jensen, Ingeniørforeningen

Mia Lindberg, HK Sjælland

Berit Elisabeth Frederiksen, FOA

Fanny Nygaard, Teknisk Landsforbund

Claus Gade Hansen, BUPL

Annegrethe Magnussen, 3F

Tine Ipsen Schmidt, FOA

Majbritt Nymand Knudsen, FOA