Nina formand for Industrigruppen

Nina Møller Heidelbach, formand for Industrigruppen.

Overenskomstgruppe Industri har under landsmødet den 7. april 2024 enstemmigt genvalgt Nina Møller Heidelbach som formand for gruppen. Til daglig er hun ansat i Alfa Laval i Aalborg, hvor hun er tillidsrepræsentant. Hun er for anden gang i træk valgt til formandsposten uden modkandidater.

På landsmødet blev der samtidig valgt ny bestyrelse. I alt består bestyrelsen af 16 medlemmer, der sidder for en 2-årig periode. 8 medlemmer vælges i HK’s lokalafdelinger forud for landsmødet, og 8 (inklusiv formand) vælges på selve landsmødet. Næstformand vil blive konstitueret efterfølgende i overenskomstgruppen.

Mens der ikke var konkurrence om formandsposten, var der det til gengæld om bestyrelsesposterne. 12 kandidater, heraf 5 nye, stillede op til de øvrige 7 bestyrelsesposter, der skulle vælges på landsmødet. 3 nye ansigter blev valgt ind, mens 4 blev genvalgt.

Læs også: Hvordan bliver vi flere? Svaret findes både i IKEA og flokimmunitet

De nyvalgte bestyrelsesmedlemmer fremhævede især fokus på unge, HK’ere uden for overenskomsterne, og større fokus på de lavest lønnede som deres motivation for at stille op til bestyrelsen i Overenskomstgruppe Industri.

I den kommende periode vil Industri-gruppen fokusere på især næste års overenskomstforhandlinger. Noget af det, som gruppen har brugt tid på i den forgange periode, har været at lave rundspørger blandt tillidsrepræsentanter på industriens område. Blandt andet har de set nærmere på, om værktøjerne fra OK23 til tillidsvalgte er i brug, og om der er udfordringer, som skal tages med til OK25. I sin beretning nævnte Nina Møller Heidelbach også, at gruppen overvejer at lave lignende blandt arbejdsmiljørepræsentanter.

Derudover nævnte hun blandt andet, at bestyrelsen i den kommende periode skal have kigget nærmere på medlemmer, som ikke er omfattet af overenskomst, og hvad der kan gøres for dem.

Bestyrelsen i Industrigruppen

Den nye bestyrelse i Industrigruppen.

Den nye bestyrelse i overenskomstgruppe Industri består af:

De 8 gruppebestyrelsesmedlemmer valg i afdelingerne:
Dorthe Wiederholt Andersen, TR Siemens Gamesa, HK Nordjylland
Anette Leine, TR Arla Rødkærsbro Mejeri, HK MidtVest
Helle Borchert Grimar, Johnson Controls, HK Østjylland
Henrik Baagøe Fredeløkke, TR Lego, HK Sydjylland
Bente Gøttsche Domino, TR CRH Concrete, HK Midt
Britta Pugholm, TR CP Kelco, HK Sjælland
Eigil Johannesen, TR PostNord, HK Hovedstaden Service
Mia Rytter Lindgaard, TR Novonesis, HK Hovedstaden IMI

De 7 gruppebestyrelsesmedlemmer valgt på landsmødet:
Sheila Carina Rankilde, TR SAS - Hovedstaden Service
Marianne Harboe-Larsen, TR Novo Nordisk, Hovedstaden IMI 
Rei McKay Mansa, Coloplast, Hovedstaden IMI
Jesper William Rahbek, TR Foundever Enterprisis, HK Midt 
Michael Rene Andersen, TR Leo Pharma,Hovedstaden IMI 
Merete Vogelius Hultengren, TR Copenhagen Flight Services, Hovedstaden Service 
Sanne Hartung Christensen, TR Aviator, Hovedstaden Service