For et år siden stod 27-årige Cecilie Jacobsen over for en vigtig beslutning.
Hun drømte nemlig om at købe et hus, og i den forbindelse havde banken rådet hende til at spare mest muligt for at få et større rådighedsbeløb.
Hun havde ’aldrig brugt fagforeningen’, så måske var det her, at hun skulle finde pengene?
Men da hun skulle til at starte i et nyt job, blev udmeldelsen af HK dog kun ved tanken. Hun søgte nemlig råd ved sin far, og han mente, at det var bedst lige at se tiden an.
Det råd er Cecilie Jacobsen i dag glad for, at hun fulgte.

Cecilie Jacobsen arbejdede som salgsassistent, men blev sygemeldt med stress på grund af arbejdsmiljøet.
Fik stress af jobbet
Arbejdsmiljøet på det nye job var ikke i top. Det mærkede Cecilie Jacobsen allerede kort tid efter, hun var startet.
- Chefen ville have, at alt skulle gøres, som han ville det. Jeg måtte ikke have mine egne arbejdsgange. Han overvågede mit arbejde og talte til mig, som om jeg var dum. Jeg gik rundt og var nervøs hele tiden, fortæller Cecilie Jacobsen.
Efter et halvt års ansættelse kunne hun ikke mere. En dag i slutningen af februar måtte hun gå hjem fra arbejde.
- Jeg blev fysisk dårlig en dag. Jeg rystede og havde kvalme. Jeg gik hjem fra arbejde og sov det meste af dagen. Den efterfølgende dag ringede jeg til HK. Jeg fortalte, hvordan jeg havde det, og så rådede de mig til at gå til lægen, forklarer Cecilie Jacobsen.
Lægen diagnosticerede stresssymptomer og anbefalede sygemelding.
Læs mere om dine rettigheder ved sygdom på jobbet her
HK gav overblik og ro
HK – både fagforeningen og a-kassen – har efterfølgende hjulpet Cecilie Jacobsen med at få overblik over sine muligheder for at komme videre efter sygemeldingen.
- Alle var bare så søde og gode at snakke med. De tog sig meget tid til at hjælpe og forstå. Det var en rar oplevelse, siger Cecilie Jacobsen.
Hun beskriver det som en lettelse, da hun inddrog HK.
- Man er for udmattet til at sætte sig ind i, hvilke rettigheder man har. Dér har alle været gode til at give et godt overblik og ro.
Føler du dig stresset? Læs mere om arbejdsrelateret stress her
Står mere sikkert
I dag er Cecilie Jacobsen stadig sygemeldt, men hun får det stille og roligt bedre. Hun er blandt andet startet i et forløb med en psykolog, så hun kan bearbejde noget at den angst, der dukker op, når jobbet rumsterer i hendes tanker.
Hvis hun havde meldt sig ud af HK, så tror hun, at hun var fortsat med at arbejde på trods af stresssymptomerne.
- Den her støtte, som jeg føler, jeg har i ryggen fra HK, havde jeg ikke haft, hvis jeg havde meldt mig ud. Jeg havde nok været mere nervøs og blevet i arbejdet.
I dag har hun ingen planer om at melde sig ud.
- Jeg er så glad for den behandling, som jeg har fået. Jeg betaler gerne for at have den støtte, siger Cecilie Jacobsen og tilføjer:
- Dem, jeg har talt med, både i a-kassen og fagforeningen, har altid nævnt til sidst i samtalen, at man altid kan ringe igen lige så mange gange, man har lyst, med de forskellige spørgsmål, man sidder inde med. Det har også givet mig ro og støtte.
Læs mere om fysisk og psykisk arbejdsmiljø her
Vi kan hjælpe dig, for vi er fagligt godt klædt på til samtaler med dig om stress. Vi er klar med vejledning og støtte her og nu, og vi følger op på, hvordan det går dig.