Marietta Andreassen, faglig koordinator på Københavns Professionshøjskole: ”Man kan godt komme lidt i klemme i en mellemlederrolle mellem medarbejderne nedefra og ledelsen oppefra. Jeg har gjort mig nogle overvejelser om det, inden jeg startede, så jeg er godt med på, at det er sådan, det er. Måske er det også derfor, at jeg ikke bare søger en lederstilling.”
Det næste års tid udfører Marietta Andreassen ledelse dagligt. Hun har takket ja til et vikariat som faglig koordinator for et team på syv medarbejdere på Københavns Professionshøjskole – dog uden at have personaleansvar. Hun har været ansat på uddannelsesinstitutionen i ni år og har altid været involveret i ledelsesmæssige snakke og optaget af at træffe beslutninger på organisationens vegne.
- Det ligger lidt i blodet på mig at tage en ledelsesrolle, men jeg har også altid sagt, at jeg ikke har lyst til at være personaleleder. Selv om der ikke er personaleledelse i det, vil der være småtterier, hvor jeg skal tage ting i opløbet med nogle snakke med de kolleger, som jeg nu skal ind og være faglig koordinator for. Så der bliver en form for personaleledelse i det alligevel blot uformelt, fortæller hun.
LÆS OGSÅ: Bliv parat til et lederjob
Marietta Andreassen kender dog lidt til ledelsesrollen. I sin fritid har hun som kontaktperson i et menighedsråd personaleledelse af fem til seks medarbejdere i en folkekirke.
Et godt kollegaskab tæller
For at blive parat til at tage et lederjob med personaleansvar er Marietta Andreassen ikke i tvivl om, at hun vil tage noget videreuddannelse – fx nogle moduler på en lederuddannelse.
- Før jeg vil binde an med det, har jeg behov for at gå lidt mere i dybden med teorierne bag ledelsesfaget. På skolebænken får man også lejlighed til at vende nogle tanker om, hvad det egentligt indebærer på den lange bane, og om det vil være noget, som jeg vil kunne trives med. Det ved jeg jo reelt ikke, siger hun
Det handler også om tiltro til sig selv.
Ud over videreuddannelse skal der større ambitioner til for at blive parat til et lederjob med personaleansvar. For Marietta Andreassen er det ikke nødvendigvis avancement, der tæller. Et godt kollegaskab og meningsfyldte opgaver betyder meget, og det skal følge med, hvis hun skal være personaleleder.
- Hvis en leder får øje på mig og overbeviser mig om, at jeg vil være den rigtige til et lederjob, så vil jeg måske få svært ved at takke nej. Jeg skal i hvert fald have et spark på en kærlig måde, siger Marietta Andreassen og griner.