
Modelfoto: Mostphotos.
Der bliver født for få børn i Danmark. Så få, at vi risikerer mangel på arbejdskraft i fremtiden. En af grundene til den lave fødselsrate kan have afsæt i et såkaldt anciennitetskrav på det private arbejdsmarked. Et krav, der betyder, at man skal have været ansat hos den samme arbejdsgiver i et vist tidsrum, før retten til fuld løn indtræffer.
Men er du statsansat HK’er, er det i hvert fald ikke det, der skal afholde dig fra at sætte børn i verden. Ifølge din overenskomst kan du nemlig få barsel med fuld løn fra dag 1 i dit ansættelsesforhold, for her er ikke noget krav om, hvor længe du skal have været ansat, før du har ret til fuld løn under barslen.
Det er ikke tilfældet for størstedelen af de 91.000 privatansatte HK’ere. På det private arbejdsmarked er fuld løn under barslen langtfra en selvfølge for alle. Her skal man i snit have været ansat i 9 måneder på arbejdspladsen, før man har optjent ret til fuld løn under barsel. Det skriver radio4.dk.
DA: Rimeligt med tilknytning
Med anciennitetskravet risikerer mange ansatte på det private arbejdsmarked kun at få udbetalt halvdelen af deres løn, hvis de går på barsel. Det skriver radio4.dk, efter de har indhentet tal fra en række fagforeninger, heriblandt HK.
Fx må Dansk Metals medlemmer vente 9 måneder på at få fuld løn under barslen. Også blandt akademikerne i Djøf er der er krav om en vis mængde anciennitet, før der er fuld løn under barslen, skriver radio4.dk.
Dansk Arbejdsgiverforenings viceadministrerende direktør, Pernille Knudsen, mener, at det er rimeligt, at der skal være en tilknytning til arbejdspladsen, før man kan få fuld løn under barsel.
- Anciennitetskrav er meget almindelige. Det har man altid gjort brug af, da der er indbygget den logik, at man skal have en form for tilknytning til virksomheden, før man får andel i de rettigheder, der er i overenskomsterne, siger hun til Radio4.
Bedre barselsregler med OK24
Anciennitetskravet og den deraf følgende risiko for at fordyre barslen, gælder altså ikke for HK’erne i staten. Her supplerer overenskomsten desuden de grundlæggende rettigheder i barselsloven med en række goder.
Se dine barselsrettigheder som statsansat.
Ved OK24 blev barselsvilkårene på statens område forbedret yderligere med 3 ugers øget lønret til far og medmor i fraværsperioden efter den 10. uge efter fødslen. Tilsvarende blev antallet af uger til adoptivforældre øget med 3 uger i alt. Parterne blev også enige om at øge lønretten til forældre med to eller flere børn ved samme fødsel med 13 uger til hver.
Også lønretten til forældre, hvor barnet kun har én forælder på tidspunktet for fødslen, er øget til 10 uger.