
Gennem de seneste 10 år er forbruget af vikartimer fra bureauer steget kraftigt. Fra 29,7 millioner timer i 2012 til 63,9 millioner timer i 2022, når vi kigger på alle brancher, viser tal fra Danmarks Statistik.
Inden for kontorområdet er forbruget af vikarbureautimer vokset med knap 180 % i perioden.
- Der kan være mange forklaringer på stigningen i forbruget af vikarer fra bureauer, men det er vigtigt at holde sig for øje, at vikarer skal være en midlertidig løsning på et behov for arbejdskraft, siger Klara Hoffritz, advokat i HK Privat og med vikarbureauer som sit ansvarsområde.
Du har som TR ret til at få at vide, hvor mange vikarer fra bureauer din virksomhed benytter sig af. Det siger vikarloven. Loven siger også, at vikarer fra bureauer er noget en virksomhed kan gøre brug af midlertidigt, men at det aldrig må blive en permanent måde at ansætte arbejdskraft på.
- Forbruget af vikarer kan du bruge til at holde øje med, at vikarer ikke går ind og erstatter, hvad der bør være fastansættelser, forklarer Klara Hoffritz.
De vigtigste forhold du skal være opmærksom på:
- Udfører vikaren arbejde af midlertidig karakter? Det vil sige: Er der tale om en ansættelse som erstatning for en medarbejder, der er fraværende i en periode, eller er der tale om en arbejdsopgave, som skal løses inden for en fastsat periode.
- Får vikaren besked om ledige stillinger i virksomheden? Virksomheden har nemlig pligt til at oplyse vikarer om alle ledige stillinger, så de har mulighed for at søge dem og blive fastansat i stedet for.
- Har vikaren de samme personalegoder som de fastansatte? Fx adgang til kantineordning, motionsordninger, julegaver mm. Udgangspunktet er, at vikaren har ret til samme personalegoder, som hvis han/hun var blevet ansat direkte i virksomheden. I særlige tilfælde kan det fraviges. Hvis virksomheden mener, at en vikar ikke har ret til et gode, så skal virksomheden kunne give en saglig forklaring på dette.