Min første reaktion var, at ”…det er slet ikke noget for mig”, men det endte med et "…OK, vi prøver"
- Rikke Buus, tillidsrepræsentant

 

Smilende kvinde står på gang ved en stor tandbørste-figur

Foto: Rikke Buus står ved en af de store dekorative tandbørster på gangen i Sundhedshuset i Fredericia.


Der er flere måder at blive tillidsvalgt på, men Rikke Buus’ historie er en af de mere usædvanlige. For da tandklinikassistenterne i Fredericia mødtes for syv år siden for at finde en ny tillidsrepræsentant havde hun ingen intentioner om at tage rollen. Da det blev foreslået at lave den lille afstemning på Post It-sedler, hvor alle skulle skrive navnet på den, de kunne forestille sig i tillidsjobbet, så var det Rikkes navn, der stod på flest af sedlerne:

    - Vi holdt dengang et møde, hvor vores fællestillidsrepræsentant var med og spurgte, om der var nogen, der ville overtage rollen. Det var der ikke, hvorfor hun foreslog den lille afstemning, hvor der viste sig at være en del stemmer på mig. Min første reaktion var, at ”…det er slet ikke noget for mig”, men det endte med et ”…OK, vi prøver, og hvis det ikke fungerer, så må jeg jo springe fra igen”, fortæller Rikke Buus, der selv er uddannet tandklinikassistent, men som i dag primært arbejder med administrative opgaver på tandklinikken. 

 

Lærer lige så stille rollen at kende

Opbakningen fra kollegerne var fra starten en god motivation for Rikke. Det samme var fællestillidsrepræsentantens tilgang:

    - Hendes indstilling var, at det skulle jeg nok lære, og samtidig starter man med at komme på nogle gode HK-kurser, så man kommer godt i gang og lige så stille lærer rollen at kende, siger Rikke og fortsætter:

    - Jeg er desuden med i en erfa-gruppe med alle tillidsrepræsentanter på Fyn. Det er ekstremt givende, fordi vi får talt om, hvad vi hver især gør med forskellige opgaver og udfordringer. På den måde får vi vendt nogle sager, som man også selv går og arbejder med. Jeg kan også finde på at sende en mail til HK, hvis der er noget, jeg har brug for et svar på eller hjælp til. Så svarer de hurtigt tilbage eller ringer til mig, og jeg kan kun anbefale andre tillidsrepræsentanter at bruge muligheden for kontakt til HK og samtidig for at blive del af en erfa-gruppe.

 

Før jeg lod mig vælge, der troede jeg egentlig, at man skulle være ”sådan en, der altid har arbejdet med fagligt arbejde” osv. for at være tillidsrepræsentant, men det handler det slet ikke om.
 

 

- Rikke Buus, tillidsrepræsentant

Kvinde sidder ved computer med headset på

Foto: Rikke Buus på sin vante plads bag skærmen i receptionen.

 

”Ingen grund til at være sure på hinanden…”

Da Rikke Buus først kom i gang med TR-jobbet var hun fra starten positivt overrasket over, hvor bredt og rummeligt netværket omkring TR-jobbet var: 

    - Før jeg lod mig vælge, der troede jeg egentlig, at man skulle være ”sådan en, der altid har arbejdet med fagligt arbejde” osv. for at være tillidsrepræsentant, men det handler det slet ikke om. For du kommer som sagt stille og roligt ind i tingene, konstaterer hun og sætter lidt ord på, hvordan hun udfører rollen som TR:

    - Jeg tror, at mine kolleger ved, at jeg er der for dem og står bag dem, når der er noget, der skal løses. De kommer til mig, når der er noget, og så er jeg ofte mægleren, der får folk sat sammen. Der er ingen grund til at være sure på hinanden. Jeg synes desuden, at vi er på en god arbejdsplads, hvor jeg også har en god dialog med ledelsen og bliver taget med på råd. Det handler om at tage dialogen og få hverdagen til at fungerer, siger hun og slutter af:

    - Som tillidsrepræsentant gør du ikke kun en forskel for dine kolleger og arbejdspladsen. Du får også et personligt udbytte og en udvikling i dit eget arbejdsliv.