Sådan bliver du skærmfri

Foto: Nikolai Linares/Politikens Forlag

Gæt hvor mange gange, du i løbet af en dag rører ved din telefon?

2.617 gange.

Tallet kommer fra bogen ”Kig op”, som er skrevet af Politiken-journalist Jakob Sorgenfri Kjær. Bogen handler blandt andet om, hvordan vi åbner apps, klikker, scroller, swiper, spiller og svarer på private beskeder og arbejdsmails noget nær døgnet rundt.

Ja, sandsynligvis læser du lige nu den her artikel på din telefon. Vi er selvfølgelig glade for, at du læser med - men hvis du, ligesom de fleste af os, gerne vil være lidt mere fri af din telefon, så giver Jakob Sorgenfri Kjær dig 10 gode råd til, hvordan du kan komme i gang med at kigge mere op fra din skærm.

Når du har læst de gode råd, kan du læse hele interviewet med Jakob Sorgenfri Kjær om hans bog ’Kig op’, hvor han bl.a. afslører, hvor mange gange du tjekker din mail hver dag.

Læs interviewet her

10 tips til et mere skærmfrit liv

Øv dig i sommerferien og tag de gode vaner med dig, når du vender tilbage til hverdagen.
  1. Hold skærmen væk fra samtaler med venner, familie og kolleger. Start, mens du er på ferie og fortsæt stilen, når du er tilbage på jobbet. Mærk forskellen på nærværet og opmærksomheden på hinanden.

  2. Løsriv dig fysisk fra telefonen i dit hjem, sommerhuset eller på stranden, så den ikke er lige ved hånden. Læg helt konkret telefonen i en skuffe i sommerhuset eller på hotellet. Tilbage på jobbet kan du lade den ligge i jakkelommen, der hvor du hænger overtøjet, så telefonen er væk fra din arbejdsstation. Du vil opdage, at du meget bedre kan fordybe dig i dine opgaver.

  3. Hvis du er nødt til at have telefonen på dig, er et andet lille tip at lægge den i den modsatte bukselomme end der, hvor den normalt ligger. Hver gang du rækker ned i den vanlige, men tomme lomme, bliver du stoppet og kan nå at tænke over, om du rent faktisk behøver at tjekke din telefon.

  4. Fjern alle - eller i hvert fald nogle - notifikationer og push-beskeder fra dine apps i telefonens indstillinger. Aktivér forstyr ikke-funktionen på særlige tidspunkter eller hele tiden. Vigtige nøglepersoner kan undtages i indstillinger, så de altid kan nå dig.

  5. Efterlad telefonen, når du skal købe ind, gå eller cykle en tur i ferien. Gør det samme, når du skal ryge eller have en kop kaffe på jobbet. De fjernede stimuli vil give dit sind ro og dine tanker et frirum til at vandre. Hvis nogen må vente en halv eller hel time på at komme i kontakt med dig, vil de typisk overleve. Prøv også at lade telefonen ligge i tasken, når du kører i tog til og fra arbejde. Det er, når du kigger tomt ud i luften, at du får samlet tankerne, og din hjerne genererer ideer.

  6. Fjern de apps fra telefonen, som du bruger mest tid på, typisk sociale medier eller spil. Tjek i stedet platforme og spil på din bærbare eller stationære computer. Fordi det kræver tid og energi at åbne computeren, vil det i praksis mindske dit forbrug og følelsen af akut behov.

  7. Opsøg det gode alternativ: Læs en trykt bog, find eller genopfind dine interesser i livet, opsøg nye oplevelser og mød nye mennesker.

  8. Vær sammen uden at tage billeder af det. Forskning viser, at jo flere gange vi trykker på mobilens kamera, desto mindre husker vi fra den pågældende oplevelse. Så hvis du vil være nærværende og bedre huske samværet med dine børn i ferien og til daglig, så læg telefonen væk.

  9. Aftal med dig selv, at du ikke sidste aften i ferien eller hver søndag sidder i sofaen og forbereder dig til mandag på jobbet. Det grænseløse arbejde muliggøres af teknologien, men der er meget større trivsel i opgaveudførelsen - og i sidste ende værdi for arbejdsgiveren - når du ikke møder udbrændt op og kan arbejde mere målrettet og fordybet i arbejdsopgaven.

  10. Når du er tilbage på jobbet, begynder Zoom- eller Teams-møderne igen. Standardindstillingen er halve eller hele timer, men måske mødet ikke behøver at være så langt eller med så mange deltagere. Man kan heller ikke have øjenkontakt via en skærm, og det kan være distraherende hele tiden at kigge på sig selv i en lille rude. Så skub på for en telefonsamtale, der ofte er mere effektiv. Eller endnu bedre: Klar det over en mere forpligtende samtale ansigt til ansigt.
Kilde: Journalist Jakob Sorgenfri Kjær